Kunst og kulturrejser

I næsten 15 år rejste jeg mellem Tripoli og Sana. Imellem Isfahan og Bagdad. Fra Jerusalem over Alexandria til Cairo. Jeg spiste morgenmad med en gruppe rejsende i Bagdad, da New York i 2001 blev ramt af terror. Vi var på vej over land fra Damaskus til Isfahan. Der blev skiftet arbejdskurs, og et galleri blev startet med baggrund i mange års kunsthandel.

Men ”hjemveen” efter ørkenen og digtere fra Mellemøsten har ligget latent på lur i de 20 år, der er gået. Og i 2018 begyndte jeg i samarbejde med Stjernegaard at sammensætte nogle rejser igen.

Jeg kommer ud af rygsækrejsens kultur, hvor oplevelser blev vægtet højere end komfortable hoteller og restauranter. Men årene er gået, og selvom ungdommens drømme er de samme, er omstændighederne ændret. 

På de nye research-ture bliver de rigtige hoteller og spisesteder fundet. Med ”de rigtige” mener jeg ikke nødvendigvis 5-stjernet luksus. Det kan det være, men så skal det være i en historisk interessant kontekst. Hotel Albergo i Beirut er 5-stjernet luksus, der er interessant, og det samme gælder Hotel Abbasi i Isfahan og Cataractas i Aswan eller La Mamounia i Marakesh. Men det nok kun 2-stjernede Palmyra Hotel i Balbek (Libanon) er et absolut ”must” grundet historien og stemningen. Hvem vil ikke sidde på hotellets lille balkon og se over på Balbeks ruiner i det støvede månelys og drikke Beekardalens tunge druer  – selvom tiden har slidt de fleste hotelstjerner væk.

Helt ærligt: Hvert eneste måltid og hver eneste overnatning skal være gennemtænkt. Rejseruterne velplanlagte og også fravalgene er vigtige. Man skal absolut ikke se det hele.

En ledetråd i rejserne er kunst og poesi. Vi besøger moderne kunstgallerier og landenes litteratur og, ikke mindst, poesi er en vigtig medrejsende. Det samme er virkeligheden lige her og nu. Vi vil under ingen omstændigheder rejse rundt og se pragtfulde ruiner og læse ørkenpoesi fra før Islam og undlade at forholde os til virkeligheden. Den aktuelle politiske og religiøse virkelighed skal være en integreret del af rejserne. Også selv om Amnesty Internationals rapporter ikke ligefrem sælger rejser. Herbert Pundik sagde til mig engang, inden vi rejste sammen til Iran: ”Vi vil ikke rejse rundt som blinde høns.”

I Thorkild Hansens roman ”Det lykkelige Arabien” skriver han, at man med denne rejse (1761-67) prøvede ”at forene det lærde med det eksotiske … begejstringen for videnskab og sværmeriet for det fremmede…” Modet til både at være saglige og sværme for det romantiske er nok en grundide i de rejser, vi præsenterer. Hvis der findes helte, så er Carsten Niebuhr – den eneste der overlevede ”Den Arabiske rejse” – sådan en for mig. At rejse med respekt og lade fordomme smuldre. At lade en fremmed kultur æde sig ind under huden og bevare sig selv.

Lad os tage afsted. Den afghansk/tyrkiske digter, danser, mystiker og sufimester Rumi (1207-73) minder os om at: ”Alt startede med et råb fra min krævende sjæl. Giv mig næring, for jeg er sulten, og skynd dig, for tiden er et skarpt sværd.”

*) Drømmespor af Bruce Chatwin, 1987