Vi spiser morgenmaden på tagterrassen. Morgenstemning og udsigt over Middelhavet og Beirut. Koffein virker lindrende, når man har nydt Beiruts natteliv eller bare tagterrassen. Vi forlader Beirut i dag og kommer tilbage til en by, der dyrker livsnydelse og skønhed – men, som vi allerede har erfaret, også er et håbløst inferno.

Vi kæmper os ud af byen og op i Libanons smukke bjerge. Vi drikker en ekstra kaffe på det smukke torv i Deir al-Qamar. Her har tyrkere, drusere og kristne haft sommerresidens i århundreder, og digterne flokkedes om byens torv. Moskeen Fakhreddine er en af de mindste og blandt de smukkeste. Den blev bygget i 1493 i Mamelulouk-stil. Her ligger også kirken Our Lady of the Hill, hvis historie er en de, jeres rejseleder elsker. Romantisk og ret håbløs (den får I på torvet). Synagogen er i øjeblikket lukket. Men engang kunne man finde ud af det: Synagoge, kirke, moske og bedesal for drusere – det vil vi mindes denne tidlige formiddag i byen, hvis navn betyder “Månens kloster“.

Vi bevæger os ned mod den legendariske Bekaa dal. Vi forlader et område, hvor flertallet er kristne maronitter, og frem mod en dal der er styret af et flertal af Shiitter – her benævnt Hisbollah – og som er særdeles stærkt påvirket af Teheran. De fik ved sidste parlamentsvalg næsten halvdelen af alle stemmer (hvis man inkluderer dem, der støtter dem).

På denne rejse skal vi bruge tid på at diskutere dette religiøse/politiske spil og bemærke, at deres grundlov foreskriver, at statsministeren skal være sunni, præsidenten kristen og præsidenten i nationalforsamlingen shia. Det bliver ikke kedeligt. Som opvarmning kan jeg nævne, at Shia Hisbollah støttes i parlamentet af stærke kristne grupper! Som den gamle chefredaktør fra Politiken, Herbert Pundik, sagde til mig, inden han rejste med mig til Iran: ”Vi vil ikke rejse rundt som blinde høns.” Den politiske virkelighed er en særdeles spændende del af denne rejse.

Men her i Bekaa dalen finder vi også noget af den bedste jord til vindyrkning. Man bygger stadig flere Shiitiske moskeer og henne om hjørnet nye vinslotte. Disse besynderlige og konstante sammenstød gør Libanon så sårbar og fascinerende.

Der er omkring 30 gode vinslotte, og vi har valgt slottet med den bedste historie – og de bedste vine. Rødvinen Marques de Beys har vundet mange priser og fremstiller desuden den bedste Arak: Brun Speciel Reserve.

Libanon er blandt verdens ældste vindyrkende nationer. Dem, der skriver vinhistorien, er ret sikre på, at Libanon var det første land i verden, der indledte en egentlig eksport af vin. Fønikierne solgte vin til grækere og romere 1300 f.kr. Det stoppede, da Islam indtog Libanon i 636, men i 1857 plantede jesuitterne franske vinstokke i Bekaa dalen. Da Libanon senere blev fransk mandat-område, blev de franske vinstokke brugt til at suge Libanons “terroir” op. Til vanding benyttes smeltevand fra bjergene.

Franskmanden François-Eugène Brun kom til Libanon i 1868 for at udbygge jernbanen mellem Damaskus og Beirut. Men inden længe byggede han Domaine des Tourrelles, og her kommer vi på besøg. Man benytter så få tilsætningsstoffer som muligt, og man bruger stadig store cementtanke, der gør brugen af netop tilsætningsstoffer minimal. Stedet emmer af historie, og vi vil medbringe flasker, der skal nydes de rigtige steder – f.eks. under romerske søjler eller til en ret med krydrede pølser eller den fantastiske røgede auberginecreme.

Efter vinslottet kører vi videre mod Anjar. Et magisk sted. Unecso skriver om ruinerne: “Founded during the Umayyad period under Caliph Walid Ibn Abd Al-Malak (705-715), the city of Anjar bears outstanding witness to the Umayyad civilization.“ Det er enestående, fordi dette er den eneste bevarede by fra den tidligste islamiske periode. Byen lå på den vigtige handelsvej mellem Damaskus, Beirut og Aleppo. Over en fjerdel af byen består af handelspladser.

Libanons Kalif Walid er den, der byggede Umayyad moskeen i Damaskus, og det var ham, der lod de kristne fortsætte med at have kirke i byens gamle Jupiter tempel. Han byggede også den store moske i Jerusalem, Al-Aqsa. Og Muhammeds moske i Medina. Hans far byggede Klippemoskéen i Jerusalem.

Men historikerne fortæller også om et socialt hjælpeprogram for de fattige og nødlidende. Der er noget at tale om, mens vi slentrer rundt i byen, der blev forladt igen efter kun 100 år. Det er grunden til, at den henligger så original med pladser og badehuse, som dengang islam var ny og ung. Overalt ser vi spor af byzantinsk og romersk dekoration og byplanlægning.

Og måske skal vi smage på den gode rosévin fra Domaine des Tourrelles og undersøge, hvad den frugtbare jord med de kolde nætter har sat af smag i de franske druer – i skyggen af The Great Palace i Anjar.