Kairo vip
Introduktion
Den persiske digter Rumi skrev i et af sine digte: “Tiden er et skarpt sværd”, og i et andet: “Smid nøglen til i morgen væk.”
Det er fem dage og fire nætter, hvor vi smider nøglen væk. Claus Hempler synger så stærkt og smukt om en “Kuffert fuld af sten”.
Den kender vi. Men denne gang lader vi den blive hjemme. I stedet pakker vi en kuffert med drømmesyn, myter og det, Bruce
Chatwin kaldte drømmespor.
Fem dage i Kairo, hvor reglen er, at hvis det er muligt og lovligt — så gør vi det.
Den udmærkede nordiske melankoli får lov til at blive stående på perronen, mens vi rejser mod en by, der har tiltrukket rejsende
i årtusinder — med god grund. Og jeg forsøger at leve op til den lille seddel, som forfatteren og kokken Anthony Bourdain havde
hængt op på sin hotelvæg:
“Be a traveler, not a tourist.”
Jørgen Leth siger i indledningen til sin film om Ebbe Traberg: »Jeg vil invitere jer med ind i en stemning.« Det er præcis, hvad denne
rejse handler om. Ikke blot steder, seværdigheder og historie, men stemninger. Øjeblikke. Lys. Smag. Stilhed. Overgange. Alle
dage. Alle timer
GEM før åbningstid
Vi får adgang til det nye store egyptiske museum, GEM, tre timer før dørene åbnes for offentligheden. Der er ingen køer. Ingen trængsel. Kun os og verdens mest berømte skatte. Tutankhamons gyldne maske af 11 kg rent guld — uden en lang kø og uden kamp mod selfiestænger.
Pyramiderne før solopgang
Vi får adgang til pyramiderne i Giza to timer før åbningstid. Mens natten langsomt slipper sit tag, ser vi solen stige op over dette vanvid af sten — menneskets drøm om det evige liv, hugget i millioner af kalksten.
Samtale med Berlingske Tidendes journalist
Vi møder journalisten Gunnar Willum på Nile Hilton. Den aktuelle politiske situation er også en del af denne rejse. Herbert
Pundik sagde til mig engang, inden en Iran-rejse: ”Tom, vi vil
ikke rejse rundt som blinde høns.
Islamisk Cairo
Vi flytter ind i den smukkeste del af islamisk Cairo. Hotellet er
indrettet med omsorg og respekt for fortiden. Her lever byen stadig lige uden for døren — i sine egne rytmer mellem minareter,
gårdrum og smalle gyder. Fra tagterrassen kan vi se over til Niels
Nedergaards gamle atelier. Vi har fundet manden med nøglen og får adgang til et af Cairos smukkeste rum.
Mena House
Vi bor på Mena House. Måske den smukkeste have og udsigt i Egypten.
Med pyramiderne som bagtæppe. Fra din altan får du et af historiens underværker lige for øjnene. Og vanviddet tager du med
dig videre på rejsen. Se foto.
Det gamle Nile Hilton
Vi bor på det gamle Nile Hilton Hotel, i dag Marriott. Hotellet
stod færdigt i 1959 i et spændende samarbejde mellem en
amerikansk og en egyptisk tegnestue. Kunst blev indarbejdet i facaden, og fra værelset glider blikket ud over Nilens rolige vand.
Middag/Gezirah Palace
Vi nyder en middag i Gezirah Palace. Khediven Ismail lod paladset opføre i 1869 specielt til åbningen af Suez-kanalen den
17. november samme år.
Frokost ved pyramiderne
Det nye egyptiske køkken. Frokost på Khufu’s Restaurant ved
pyramiderne i Giza. Restauranten har på få år fået stor international opmærksomhed og blev i 2026 kåret som nr. 1 på listen over Mellemøstens
og Nordafrikas 50 bedste restauranter. Den berømte kok er Mostafa Seif. Han vandt Top Chef Middle East i 2018 og er blevet
en af de mest markante skikkelser i det nye egyptiske køkken.
Rejsedato
8. – 12. maj 2027
Dag 1
Vi lander klokken 16.20 og haster mod det gamle Nile Hilton. Vi, som er kommet her i 50 år, nægter at kalde det andet end Nile Hilton. Færdigbygget i 1959. Ingen af de nye femstjernede hoteller i Kairo når det til knæene. På trods af at en renovering ødelagde en del, kan man stadig fornemme den smukke nye modernitet. Galleristen er meget optaget af facadens enorme vægrelieffer i mosaikglas – konkret kunst med et egyptisk touch. Arkitekterne tænkte kunsten ind i bygningen fra dag ét. Det er noget, en gallerist respekterer.
Eclair kage. Forfinet udgave med arabisk/franske traditioner. Hiltons kager står i smukke kølemontre og det eneste sted rejselederen — nyder denne slags kager.
Hotel Mena House har en smuk have. Cairo er en meget stor beskidt by med meget få parker. Selv om jeg elsker byen — så skal det bemærkes.
Ved årsskiftet 1506 – 7 modtog mameluksultanen fra Syrien trækasser, hvor der var træer med jord : Syriske æbler og pærer, kvæder og kirsebær og vinstokke…desuden hvide roser, narcisser, Iris og andre syriske blomster. Ja, selv en kokuspalme med jord blev sendt.
Ikke langt fra Nile Hilton ligger det gamle Cairo. Der kommer vi senere. Fatimiderne gjorde i 900-tallet Kairo til deres hovedstad. Senere overtog slaverne fra de centralasiatiske lande magten – mamelukkerne fra 1382. De byggede store dele af de arkitektoniske perler, vi skal se, når vi sidste dag flytter ind i bydelen. Efter at de tyrkiske osmannere indtog byen i 1517, mistede den magt og indflydelse. Men tyrkerne byggede på en klassisk og smuk måde.
Værelserne er klar, og alle har direkte udsigt mod Nilen. Når vi vender hjem i aften, ser du ud over floden, der har tilbagelagt mere end 6.500 kilometer — fra sit udspring i Etiopiens højland. Når du går i seng i aften og kaster et blik ud af vinduet — Nilen ligger som flydende sølv — under dig.
Vi skal i aften spise få hundrede meter fra hotellet. Her ligger Gezirah Palace.
Khediven Ismail lod paladset opføre i 1869 specielt til åbningen af Suez-kanalen den 17. november samme år. Det skulle imponere Europas kongehuse og vise, at Egypten var en moderne nation på niveau med Paris og Wien. Paladset blev især bygget til kejserinde Eugénie, hustru til Napoleon III. Han var vist, mildt sagt, ret betaget af hende.
En af de gamle sale er bevaret og omdannet til en eksklusiv restaurant. Der ligger også en aldeles udmærket bar. Her starter vi inden middagen – med historien drivende ned ad væggene. Imponerende, historisk og ret vulgært på den måde — som kun gamle gamle imperier — der snart skal skrottes — kan være det. Det er ret interessant. De store trækfugle kom forbi og her sidder vi.
På restaurant Eugénie kan man købe de bedste vine produceret i Ægypten. Diverse vinsider fremhæver Jardin de Nil. Den er på kortet. (se sidetekst)
Lad os huske den persiske 1300-talsdigter Hafez:
“At opgive kærlighed og vin … Nej, det gør jeg ikke.
Lyt til vinhusets bud: Drik ud!
Se, det er en fornuftig historie.
Beklager, men at tro på præstens æselord?
Nej, jeg gør det ikke!”
(Galleristens forlag Bangsbohave (bangsbohave.dk) har udgivet digtsamlingen, og vi vil vende tilbage til digteren ofte).
Jardin du Nil is the premium, organically-farmed range of wine company Kouroum of the Nile. The company points out that winemaking in Egypt has 5000 years of recorded history, and that the wines of Egypt once enjoyed recognition throughout the world. Some claim that Egyptian winemakers developed the winemaking techniques that were transferred through Greece and Rome and onto the world. But the reputation of Egypt for winemaking in the modern world is almost non-existent outside the country’s borders. Kouroum of the Nile say they are striving to “revive the Egyptian vineyard and place Egypt on the wine map once more.”
wine-pages.com/tasting-articles/the-wines-of-jardin-du-nil-egypt
Dag 2
Café Richie: Nogle af de største egyptiske forfattere, kom på caféen sammen med tidens håbefulde poloitikse nytænkere.
Forfatterne var: Abbas Mahmud Al-Aqqad (1889–1960) (Oprettede poesi-skolen Al Diwan)– Yusuf Idris (1928–1991) Han fik Mahfouz-prisen for sin bog “City of Love and Ashes.”– Tawfiq Al-Hakim (1898–1987) Mest kendt for “A Bullet in Your Heart”– Taha Hussein (1889–1973) Vi drikker en iskold Stella øl her — hvis vi kan nå det dag 2.
Skal oplevelsen være maksimal, skal vi de næste dage tidligt op. Vi skal sidde i bussen kl. 7.00. Beklager.
Vi kører mod ørkenen. En times kørsel uden for Cairo begynder Western Desert og fortsætter tusinder af kilometer ind i libyske Sahara. Vi rammer kun den yderste kant – men det er ørken, og jeres rejseleder elsker den.
(Hvis du ikke har læst Michael Ondaatjes roman Den engelske patient, må jeg opfordre dig til det. Romanen foregår til dels i netop Western Desert.)
Vi skal ud og se verdens ældste bygningskompleks, bygget af Djoser for mere end 4.500 år siden: Trinpyramiden i Sakkara. Hele området ligger lige på kanten mellem det opdyrkede, frodige Nildelta og ørkenen. Skillelinjen er som skåret med en lineal.
Vi springer parkeringspladser og isboder over og går op på skråningen og ser ind over trinpyramiden. Her kan vi stå alene og se, hvordan pyramidebyggeriet begyndte. Og verdens ældste bevarede monumentale bygningsværk.
Få hundrede meter herfra ligger Serapeum, de store tyregrave. Den franske egyptolog Auguste Mariette begyndte at grave her i 1850’erne. Apis-tyren var hellig og blev begravet i underjordiske haller – du vil ikke tro dine egne øjne. Og man forstår ikke, hvordan de uden brug af jern kunne skære i granitten, så knivskarpt. Granitten kom fra Aswan, og man sejlede så de 60 – 70 tons tunge kister ned af Nilen — der er ca. 800 km. Fra omkring 1550 f.Kr. og næsten 1.000 år frem var disse tyregrave så hellige, at skarer af pilgrimme kom hertil.
Vi kører videre langs de frodige palmelunde og ørkenkanten. Vi skal se Egyptens måske smukkeste monument. Er det den skandinaviske minimalisme og enkelhed, der slår igennem, når jeg siger det? Vurder selv.
Den Røde Pyramide rejser sig her i kanten af ørkenen. Den har et svagt rødligt skær, og vi forlader bussen i morgensolen og går ud i sandet omkring pyramiden.
Det var i Det Gamle Rige, for cirka 4.500 år siden, at dette tredje forsøg lykkedes. Når vi vender os, ser vi den helt magiske, men ikke nær så smukke, Knækpyramide. Man forsøgte med en hældning på 55 grader — hvilket viste sig umuligt. Man ændrede til 43 graderes hældning. De 43 grader holder man på den Røde Pyramide, og med sine 104 meter er det den tredjestørste pyramide. Enkel og afsindig smuk i det flimrende morgenlys, hvor ørkenen endnu ikke helt har givet slip på nattens kølighed
Her vil jeg læse nogle præ-islamiske, ærkeromantiske ørkendigte. De afslører en virkelighed: Kvinderne er det stærke køn!
Så er det hjem til Nile Hilton. Vi spiser en udmærket Club Sandwich og nyder en iskold Stella-øl. Egyptens bedste. I den flotte café venter journalist ved Berlingske Tidende Gunnar Willum, der bor fast i Cairo med sin familie.Han vil give os en orientering om Egypten lige nu og her – og lidt andet fra området. Man kan også stille spørgsmål. (se sidetekst)
Nyd værelset og udsigten over Nilen. Nyd swimmingpoolen. Der er ingen hast de næste par timer.
Klokken 17.30 er det tid for en sundowner. Jeg kender en jazzlounge — lige henne om hjørnet — på 22. etage med udsigt over Nilen. Vi nyder synet af verdens længste flod – 6.500 kilometer – med udspring ved Tanasøen i Etiopien. Der spilles Frank Sinatra, Billie Holiday og Nat King Cole. Gode bartendere. Sidst jeg var her blev jeg grebet af den der blanding af lykke og længsel.
Ikke alt for sent hjem til Nile Hilton. Pyramiderne og solopgang venter i morgen.
Dag 3
Vi starter tidligt.
Vi er de første der går ind til dette totale vanvid i sten. Os, pyramiderne og ingen andre. Keops-pyramiden og Kefren-pyramiden består af 5 millioner sten med en gennemsnitsvægt på 2,5 ton. Inde i Keops-pyramiden ligger granitsten som loft og vægge. Flere vejer 40-50 ton.
Alt sammen tilpasset med millimeters nøjagtighed. Indvendigt fyldt med lange korridorer og luftkanaler. Det er ret fascinerende, at man stadig ikke ved, hvordan pyramiderne blev bygget. Der er mange teorier, og de mest seriøse af dem gør hele projektet endnu mere “out of this world”. Vi har læst op på den nyeste viden og samler alle historierne — en times tid “on the road”.
Og så kommer han jo ridende (1761) på sit æsel med sit måleudstyr – Carsten Niebuhr. Den danske opdagelsesrejsende fra rejsen til Det Lykkelige Arabien. Han er min helt. Jeg har i årevis fulgt hans ruter gennem Sinaiørkenen og gennem Yemen. Fra Tihama-ørkenen til bjergbyen Sana. Brugt hans tegninger til at finde ruten rundt i Persepolis’ ruiner — lidt uden for poeternes by Shiraz i Iran.
Han rejste i oplysningstiden med global nysgerrighed. Med respekt for Orienten frem for det 19. århundredes imperialisme og kolonialisme. Han lærte sproget. Han respekterede deres tro. Han klædte sig som lokalbefolkningen. Han kom hjem som den eneste af de fem.
Ham “møder” vi denne tidlige morgen.
Det er ret magisk at gå ned langs østsiden af Keops. I mørket, kun med det svage lys fra nogle projektører. De fem gange, jeg har prøvet det før, har der kun været os. Vi kører senere op på sandklitterne bag Kefrens pyramide og ser lyset æde sig ind på mørket.Når de andre turister ankommer, kører vi hjem og spiser morgenmad.
Efter en god morgenmad slentrer vi de 100 meter over til det gamle egyptiske museum. Jeg skal hilse fra min datter og sige, at hun finder stedet helt fantastisk. Støvet og fyldt med gamle mahogniskabe. Og klenodier i verdensklasse. (Se hendes foto.)
Det nye museum bugner af skatte – men flere af de absolutte topværker findes stadig her. Akhnaton med de store bløde læber og de smukke runde hofter – faraoen, der droppede alle andre guder end Solen/Aton. Monoteismen ser dagens lys – kun én gud. Gift med skønheden Nefertiti leger han konstant med sin kvindelige side.
Carsten Niebuhr. Allerede i Kairo skiftede de til arabisk beklædning. Meget usædvanligt for europæisk rejsende.
”… disse eftermiddage ved Giza var den første af den danske ekspeditions store resultater. Det er værd at tænke på, at da general Bonaparte udtaler sine flotte ord om de fyrre århundreder, der betragter de danske soldater oppe fra pyramidernes toppe, havde en bondesøn fra det nordfrisiske marskland allerede 36 år forinden målt højden af de samme toppe med en unøjagtighed på knap en halv procent.”
(Torkild Hansen, ”Det lykkelige Arabien”)
Farao Akhenaton Fotografi fra GEM.
Farao Akhenaton regerede Egypten omkring 1353–1336 f.Kr. Hans søn var Tutankamon. Han brød med årtusinders gudeverden og ophøjede solskiven Aton til den eneste gud. En af religionhistorier helt store revolutioner. En hel gudeverden og dens præster fik en simpel fyreseddel.
På et ret enestående relieffer sidder de med deres børn på skoddet. Jeg har fotografier af værket med.
Også hans egen krop blev revolutionær. Han lod sig fremstille med langt ansigt, smukke fyldige læber, brede hofter og næsten kvindelige former – som en farao mellem kønnene. Om det var symbolik eller virkelighed, ved vi ikke.
Sammen med sin underskønne hustru Nefertiti stod han mellem mennesket og guden. En ny hovedstad, Akhetaton, rejste sig i ørkenen.
Efter hans død brød revolutionen sammen. De gamle guder vendte tilbage, og man forsøgte næsten at udslette kætterfaraoen fra historien.
Og så er der Psusennes I’s sølvmaske. Et af de fineste fund og ret overset. Der er Kefren-statuen, som man fandt for foden af Sfinksen – et hovedværk i granit. Og så Narmer-stelen — den er Egyptens dåbsattest og svarer vel til Jellingstenen – blot 4.000 år ældre.
Og så den eneste hilsen, man har fra Keops – manden, der byggede pyramiden, som i tusinder af år var jordens højeste bygning. Han har kun efterladt en lille figur på 3 cm!
Glæd dig til at se den.
En lystvandring i Egyptens historie og en god opvarmning til det nye museum.
(Tak til min lokale guide Gihan, der har hjulpet mig med at finde alt dette. Gihan er vores lokale guide. Og hun er den bedste.)
Det sker, at man oplever noget og næste morgen tænker: Jeg har drømt.
I juli 2024 besøgte jeg tæt på Nilen et lille franskinspireret palæ. Stedet havde været lukket i 10-15 år. Her boede Egyptens første premierminister, Mahmoud Khalil Bey. Han var gift med en fransk kvinde. Han havde to passioner – kunst og Emilienne Luce.
I 1920’ernes Paris opsøgte hustruen de bedste kunstnere og gallerister. I denne bygning – kun åben nogle dage om ugen – finder man en verdensklassesamling af Paul Gauguin, Renoir, Monet, Édouard Manet, Berthe Morisot, Eugène Delacroix, Peter Paul Rubens, Henri de Toulouse-Lautrec, Corot m.fl.
Og så malede Ingres en ekstra version af Odalisken, som Emilienne fik opsporet!
I dag er det oprindelige værk et af Louvres vigtigste. I en gråmalet ramme om Kairo-versionen skrev han: FATIMA.
Værket er vel indbegrebet af “the male gaze”. Haremskvinden, der står til rådighed — malet så absurd “forkert”, at værket er blevet mesterklasse 1.
Og så hænger hun her uden besøgende, vi har Odalisken og de andre – for os selv. Jeg troede, det var løgn.
Jeg vil kort fortælle om kvindekroppen i kunsten – fra højrenæssancens førende maler Tizian til den feministiske gruppe Guerrilla Girls. Jeg lover, det ikke bliver kedeligt.
Vi kører mod Mena House Hotel.
Det blev bygget i 1869 som privatbolig. I 1886 blev det åbnet som hotel. Under de to verdenskrige fungerede det som hospital. I 1952 blev det nationaliseret, men i 1971 solgt til Mr. Singh og udlejet til Oberoi Hotels. De har udvidet det med de tilbygninger, vi skal bo i.
Selvfølgelig burde man bo i den gamle del. Men den er under istandsættelse.
Men skal man have luksus, så leverer de varen. Og selvfølgelig har vi de værelser, der har direkte udsigt til Keops, Kefren og Mykerinos.
Det var Keops’ far, Sneferu, der byggede Den Røde Pyramide – som vi besøgte i går. Så knægten havde det med hjemmefra.
Vi nyder hotellet og udsigten – og eventuelt den dejlige swimmingpool. Det nye Mena House er okay. Men det er haven, jeg elsker. Frodighed og stilhed i et ellers larmende inferno. Græsplæner og palmetræer, som bliver passet og plejet. Jeg vil fortælle om Marmelukkernes helt utrolige haver i Cairo. Se sidetekst.
Et par gode Gin & Tonics, og så kan man høre digteren T.S. Eliot fremsige:
“I det svage månelys synger græsset.”
Jeg er den store buffet-hader. Men Mena House knækkede mine regler. Den er fremragende og med masser af egyptiske indslag. Må jeg fremhæve lammekødet. Og hvis du er vegetar – du vil ikke gå forgæves.
Vi har et fælles langt bord. Keops for bordenden. (sorry)
Dag 4
Vi får åbnet det nye museum i 3 timer inden den almindelige åbningstid. Måske er der kun os. ( De kræver ret til at invitere andre ) Jeg har, mens dette skrives (august 2026), ikke prøvet et tidligt besøg.
Man må prise indretningen af det nye museum. Ikke mindst den store, altid åbne hovedhal. Særligt de store trappeafsatser, der bruges som udstillingsplatforme, er en genial idé og måske ikke set før. (Flere af mine arkitektvenner fra tidligere rejser — er ret kristiske) Selve Tutankhamon-salen er smuk og overskuelig. Kisterne er vist i et flot forløb – den sidste af 110 kg rent guld.
Det nye museum i Kario / GEM
Og så står han dernede, Ramses II, og tager imod os. Han bliver skudt lige ind i sanseapparatet med en sådan kraft. Det er helt vildt. Egyptens absolut største farao – der regerede i 66 år (1279 f.Kr. til 1213 f.Kr.) og som nok blev 90 år.
Museet og dets herligheder skal ikke gennemgås her. Det ville være for overvældende og alt for langt. Men to gode historier om Ramses:
I starten af sin regeringsperiode udarbejdede han en af verdens første fredstraktater. Med hittitterne. Den er suveræn og er udstillet (i kopi) i FN-bygningen.
Og så det lidt mere jordnære. Ramses har været rødhåret – og selvfølgelig glad for det. Man ved, at han på sine gamle dage brugte henna til at friske hårpragten op.
Håber, at oplevelsen bliver noget, vi husker resten af livet. At vi nærmest flyver hjem til vores hotel – lige henne om hjørnet – som nektarberusede sommerfugle. Morgenmaden er ret imponerende. Der er f.eks. et bord med fem slags honning og selvfølgelig tre mand, der spørger, hvordan du ønsker din omelet.
Formiddagen på din altan, ved swimmingpoolen eller måske med en lur. Vi har været meget tidligt oppe.
Howard Carter var tæt på at opgive drømmen om Tutankhamons grav.
I fem sæsoner havde han gravet i Kongernes Dal uden det afgørende fund. Pengene var ved at slippe op, og i 1922 ville Lord Carnarvon standse arbejdet. Carter bad om én sidste sæson.
Den 1. november begyndte de igen.
Tre dage senere ramte en egyptisk arbejder det første trin til en trappe, som forsvandt ned i klippen.
Efter års støv, ekstrem varme, og skuffelser lå graven pludselig få meter under deres fødder. Den indehold og over 5000 genstande. og mere end 120 kg guld.
Til gengæld er det Kongernes Dals — mindste grav
Det var et af arkæologiens største fund — og det var tæt på aldrig at ske.
I Thorkild Hansens roman *Det lykkelige Arabien* skriver han, at man med denne rejse (1761-67) prøvede “at forene det lærde med det eksotiske … begejstringen for videnskab og sværmeriet for det fremmede…” Modet til både at være saglige og sværme for det romantiske er nok en grundidé i de rejser, vi præsenterer. Hvis der findes helte, så er Carsten Niebuhr – den eneste, der overlevede “Den Arabiske Rejse” – sådan en for mig. At rejse med respekt og lade fordomme smuldre; at lade en fremmed kultur æde sig ind under huden og samtidig bevare sig selv.
Vi skal spise frokost på den nye restaurant Khufu, der ligger smukt i sandklitterne bag ved Keops. Khufu har fået enorm international opmærksomhed og er blevet omtalt som en af regionens vigtigste restauranter.
Maden er moderne fortolkninger af egyptiske retter – ikke klassisk fransk fine dining. Chef Mostafa Seif arbejder med egyptiske traditioner i en ret raffineret form. (Se sidelink).
Dette bliver så rejsens farvel til de 5 millioner stenblokke, som forbliver en uløst gåde. Men er der ikke noget smukt og lidt pirrende ved, at vi ikke kan forklare alt?
Vi haster mod fatimidernes gamle Kairo. Vi lader chaufføren kæmpe sig vej gennem de smalle gyder og går ind gennem byporten Bab Zwayla. Porten stod færdig i 1090. Senere blev der tilføjet to minareter i 1490 af mamluk-sultanen al-Muayyad Shaykh, da han byggede moskeen lige inden for porten.
Et mesterværk af arkitekten – og han var selv tilfreds. Det er den eneste af de mange smukke bygninger, mamlukkerne opførte, som har dato og navn på bygningen. Mamlukkerne (ordet betyder købt/handlet) kom hertil som slaver for eliten. Men veluddannede tog de senere magten.
Porten er med sine to minareter ret imponerende. Den har overlevet krige og jordskælv, og helt frem til 1800-tallet blev de store portdøre lukket hver aften. Den er netop istandsat på smukkeste vis. ( Og så gør vi det — som blivet lidt af en vigtig øvelse på vores rejser : Vi følger ikke blot de alm. gængse stier. Denne del af basaren bliver stort set ikke besøgt af turister.
Her stod en dansk ekspedition den 10. november 1761 – rejsen til Det Lykkelige Arabien. De skulle arbejde nogle måneder med udgangspunkt i Kairo. De optegnelser, de foretog, er en slags guidebog for vores ophold.
Men inden da var en anden ekspedition her, den såkaldte Norden-ekspedition (også udsendt af kongen). Den ankom i 1737. Fredrik Norden tegnede og kortlagde områder ned mod Sudan. Hans bog blev en bestseller i Frankrig og Europa. Vi følger i sporet af to gode danske idéer, og vi medbringer begge ekspeditioners tegninger.
Men nu er det os, som går ind ad porten Bab al-Zwayla og direkte ind i larmen, støvet og moskeens smukke bøn: Der er kun én Gud. I ly af kobbersmede, boghandlere, uendelige mængder af udstyr til badeværelser, frisørforretninger og slagtere – ind til klassisk arabisk gæstfrihed og Kairos borgere, som byder os velkommen.
Her er magisk i det sene eftermiddagslys. Vi vandrer i folkemyldret, skidtet, larmen og skønheden fra en anden verden.
Vi går ned ad basargaden, til den bliver skåret over af en larmende ringvej. Vi drejer rundt ved Al-Azhar-moskeen, igennem en fodgængertunnel, og går så op i Khan al-Khalili-basarens rigdom. De skønneste kobber- og lervarer – og en del plastikpyramider fra Kina. Vi slentrer gennem basaren mod vores hotel, men vi gør et stop. Lidt myntete skal gøre godt.
Uden Nilen ville vores egyptomani og besættelse af egyptisk kulturarv i dekorationer, arkitektur og litteratur slet ikke eksistere. Der ville hverken være hieroglyffer, pyramider eller faraoer. Shakespeare ville ikke have skrevet Antonius og Cleopatra. Louvre i Paris ville ikke være så majestætisk. Dronning Nefertiti ville ikke være kultursymbol for Berlin. Og ny Carlsberg Glyptoteket ville formentlig være et meget kedeligere sted.
Fra en artikel der afdækker forureningen af Nilen af Waleed Safi i Information (Udland, 28. juli 2022)
Men Safi kan ikke skjule sin glæde over hjemlandets flod og sorg over man ikke passer på den.
I Khan al-Khalili-basaren ligger verdens tredjeældste café – Café Fishawi. Den åbnede året før Napoleon indtog Egypten i 1798. Den er ikke nyrenoveret. Spejlene er fra dengang, man brugte kviksølv til at skabe den reflekterende virkning. De går i opløsning på smukkeste vis. En af caféens mest berømte gæster var den nobelprisvindende egyptiske forfatter Mahfouz.
Naguib Mahfouz
Mahfouz udtaler:
”The Nobel Prize has given me, for the first time in my life, the feeling that my literature could be appreciated on an international level. The Arab world also won the Nobel with me. I believe that international doors have opened, and that from now on, literate people will consider Arab literature also. We deserve that recognition.”
Da berømmelsen gav ham for meget opmærksomhed, fik han sit eget rum bagerst i caféen. I en berømt note til syvende generations ejer i Fishawi-familien skrev han i december 1982:
“God grant it and its owner long life, fame and happiness. Your loyal son, Naguib Mahfouz.”
Vi går videre mod vores hotel. Vi passerer guld- og sølvbasaren, krydderibasaren, hvor duften nærmest lammer sanseapparatet, og de sidste parfumeforretninger, der stadig har flakoner med essenser. Silkebasaren handler i dag mest med billigt tøj fra Kina.
Gennem 1800-tallet søgte malere fra hele Europa til denne bydel. Alle orientalistiske drømme blev opfyldt. Den engelske maler David Roberts (1796-1864) malede en serie billeder herfra, som er legendariske. Flere danskere malede og tegnede også her. En af dem var arkitekten Harald Stilling (1815-1891). Han skulle hjem og grundlægge Tivoli – som jo egentlig er en udvidet egyptisk basar.
Vi har udarbejdet en ret interessant liste over danske malere, der har arbejdet i Kairo. Her må vi ikke glemme Elisabeth Jerichau Baumann og hendes maleri af skønheden fra Giza. Stærk og sensuel kvinde eller klassisk orientalisme?
Efter fontænen, som de alle malede, kommer det imponerende Qalaoun–Al-Nasir–Barquq-k
Jeg holder meget af den gotiske indgangsportal. Den står ved indgangen til Al-Nasir-moskeen. Den ligner noget fra en kristen kirke. Og det er den også. Den blev hentet fra byen Acre, da man havde jaget korsridderne ud, og blev bragt hertil. Gotisk, når det er smukkest – med de himmelstræbende buer, der trækker blikket opad.
Europa har stjålet en hel del i Egypten. Det gotiske kirkeindslag i mamlukfacaden er et stilsikkert tyveri – og passer ind i byen, som den store arabiske historiker Ibn Khaldun kaldte “Moder til verden”.
Internationale anmeldelser af Mahfouz:
“The alleys, the houses, the palaces and mosques and the people who live among them are evoked as vividly in Mahfouz’s work as the streets of London were conjured by Dickens.”
– Newsweek
“Throughout Naguib Mahfouz’s fiction there is a pervasive sense of metaphor, of a literary artist who is using his fiction to speak directly and unequivocally to the condition of his country. His work is imbued with love for Egypt and its people, but it is also utterly honest and unsentimental.”
– Washington Post
Forkælet hotelkat ved Le Riad
Når vi har fået vores værelser, går vi direkte op til hotellets tagterrasse. Engang hed det Family Hotel, og de fattigste boede her, bl.a. den danske maler Niels Nedergaard. I dag er hotellet istandsat meget smukt – hver lejlighed indrettet med idéer hentet fra Arabien. Stedet drives med utrolig omsorg og venlighed.
Udsigten fra taget er formidabel, og vi får hibiscuste og Yasalam-dadelkager. Naboen er en tyrkisk moské. Minareten kaldes “Blyanten” – helt enkel og vanvittigt smuk.
Vi spiser på tagterrassen. Særdeles velsmagende retter. Og gennemtænkt ægyptiske retter. Byen summer af liv.
Vi slentrer en aftentur ned til den anden port – Bab al-Futuh. Det er kun 10 min.
Ude foran porten hamrer dieselbusserne forbi os, og Kairo-larmen er konstant. Men i 1761 sad et rejseselskab her og nød teen. De indkøbte manuskripter, som i dag er nogle af de vigtigste i Det Kongelige Biblioteks samling. De indsamlede hundredvis af nye plantearter og registrerede mange hundrede byer langs Middelhavet. Vi har G. W. Bauernfeinds kobberstik fra 1761 med – som tegner på den danske ekspedition skildrede han Bab el-Futuh.
Fra byportene udgik karavanerne, som kom fra Sudan og Afrika. De nordiske rejsende måbede, da de så, hvad karavanerne kom med: “Karavanen fra Mekka består af flere tusind kameler. Den kommer til Kairo med smaragder, perler, diamanter, hyacinter, moskus, desmerdyr, indisk bomuld og silkeklæde, mekkabalsam…”
Jo, man kan se det for sig. Men det er nok nødvendigt at knibe øjnene lidt sammen.
Vi går igen ind ad Bab el-Futuh og hjem i seng. Vi kaster måske lige et blik på Al-Aqmar-moskeen overfor hotellet. Den stammer fra fatimidernes tid, omkring år 1125, og bærer det smukke navn Måneskinsmoskeen. Måske falder månens lys endnu engang på dens facade, inden vi går til ro.
Der er liv i gaden til sent — og man har lagt ørepropper klar på natbordet.
Dag 5
Kære rejsevenner. Vi skal ikke tidligt op!
God egyptisk morgenmad med friskbagt brød på den tagterrasse, jeg dyrker.
Vi skal slentre 100 meter fra hotellet til el-Suheimi, et af de største og smukkeste tyrkiske købmandshuse fra 1600-tallet. Det var faldefærdigt, da den danske maler Niels Nedergaard (1944–87) fik atelier her. Vinduer, døre og gulve blev brugt som grafikblokke. På sine malerier tilsatte han sufiernes pangfarver. Det skete fra 1979 til 1986.
Niels Nedergaards værker er i dag eftertragtede, og galleriet afholdt for år tilbage en udstilling med Niels Nedergaard. Se udstillingen på linket her:
www.tomchristoffersen.dk/exhi
”…. hvordan mennesker fødes og dør og stiger til tops og kommer til kort og går til grunde i gaden, hvor biografer og biblioteker og internetcafeer kæmper om opmærksomhed, mens butiksfolk, børsmæglere, knallertbude og labre ludere myldrer ud og ind imellem hinanden ….. Og der, midt i det hele som det eneste, der aldrig forandres, ligger kirken, som den altid har gjort og altid vil gøre. År ud og år ind til tidernes ende. …… Sådan en gade kan jeg lide.”
Søren Ulrik Thomsen, “Fornuft og mysterium”, Gyldendal, s. 604.
Vi finder de rum, hvor han arbejdede. De er almindeligvis ikke åbne, men vi har fundet manden med nøglen. Vi nyder husets helt utrolige skønhed samt gårdens ro og stilhed.
Naguib Mahfouz, nobelpristageren, boede 12 år i Al-Gamaliya-bydelen, og her kom historierne til ham. Hans berømte trilogi er herfra.
Vi finder i basaren Midaq-gyden – titlen på hans mest berømte roman. Oversat til dansk. Og vel baggrunden for Nobelprisen. Gyden har for længst mistet sin glans. Men stedet er ikonisk for dem, der læser Mahfouz. Og caféen ligger der stadig, totalt udslidt, men auraen er der. Ejeren har mødt Mahfouz.
Vi sætter os, får te, og jeg læser et par linjer fra Midaq-gyden. Det er yderst erotisk og vil forbavse – og sikkert glæde – de fleste.
Mahfouz var en mand af folket. Han var dybt såret over blasfemien i bogen De sataniske vers. Men han fordømte også Khomeini og kaldte ham en terrorist imod islams ånd.
Vi skal se en moské. Måske den vigtigste i Mellemøsten.
Imponerende med sine tre store minareter fra det 14., 15. og 16. århundrede. El-Azhar-moskéen har gennem århundreder tjent som den islamiske verdens vigtigste universitet. Vi bydes velkommen indenfor, og den dresscode, der er, sørger jeg for, at vi kender.
Moskéen er for mig et smukt eksempel på, hvad det religiøse rum kan. Se sideteksten, hvor digteren Søren Ulrik Thomsen beskriver det præcist – med udgangspunkt i kirken. For mig er der egentlig ingen forskel, når man taler om, hvad et religiøst rum kan.
Vi slentrer hjem gennem basaren og passerer en af basarens ældste og fineste sølvsmede. Her købte kronprinsesse Margrethe ind (se foto), og prins Henrik skrev i bedste franske stil et takkebrev for god behandling.
Prof. og arkitekt Hans Munk Hansen skriver: “Igennem 1.000 år har Kairo været en del af den menneskelige kulturs vigtigste centrum, som det internationale samfund følte sig forpligtet til at bevare. Danmark gjorde en stor indsats i redningsarbejdet af den gamle bydel, hvor arkitekt Ole Ross var et vigtigt led.”
Vi snupper lige en signatursaft på Naguib Mahfouz Restaurant – ja, her hang han ud efter Nobelprisen – og der findes også byens reneste og fineste toiletter. Det kan man lære at værdsætte.
Hjem. Til den tagterrasse. Og en sidste bid mad, inden vi kl. 13.00 kører mod lufthavnen.
Lokal Guide: Gihan Zekufe
Berlingske tidenes mand i Kairo: Gunnar Willum
Litteraturliste
Min tekst hviler på denne litteraturliste. Derudover, Morten Søndergaards digtsamling Døden er en del af mit navn, 2016 (Gyldendal) og Jes Stein Pedersen artikel i Politiken d. 4 maj, 2002 “Åh, Alexandria!”
The Map of Love af Ahdaf Soueif
CAIRO since 1900, an architectural guide af Mohamed Elshahed
Orienten som horisont – i europæisk litteratur gennem det 19. århundrede
Fotografier fra Cairo af Niels Nedergaard, udgivet af Davids Samling
Beskrivelse af Arabien af Carsten Niebuhr
Det begyndte med Kairo af Karin Westerlund
Egyptologist’s Notebooks af Chris Naunton
Jagten på Tutankhamon af Nicky Nielsen
Det lykkelige arabien af Thorkild Hansen
Mens vi venter på barbarerne af Konstantinos P. Kavafis
The English Patient af Michael Ondaatje.
Små paradiser – Blomster og haver i Islam. Annemarie Schimmel
Alexandria-Kvatetten (trilogi) af Lawrence Durell
JEG LØB MOD NILEN af Alaa Al-Aswany
The Story Of Writing af Andrew Robinson
Mrs. Tsenhor: A Female Entrepreneur in Ancient Egypt af Koenraad Donker van Heel
Midaqgyden af Naguib Mahfouz
INDTRYK FRA CAIRO af Ole Ross
Muslimernes Muhammad – og alle andres af Jakob Skovgaard-Petersen.
Pension Miramar af Naguib Mahfouz
Praktisk information
Rejsen er udarbejdet i samarbejde med Stjernegaard Rejser
Alt det praktiske tager de sig af.
Stjernegaard Rejser er i dag en af landets stærkeste arrangører af grupperejser.
Rejsen er sammensat af undertegnede, og hoteller og restauranter og flyselskaber er mine valg.
Dette kunne ikke lade sig gøre uden Stjernegaard Rejsers hjælp.
Bemærk: deltagerantallet er 20 personer. Vi plejer kun at være 14 – 16 — men udgifter skal denne gang deles med lidt flere.
VIGTIGT!
Når man planlægger og indgår særlige aftaler i Egypten, er man nødt til at huske, at vi ikke er i Skandinavien. De, der tidligere har rejst med mig, ved, at vi samarbejder med et af Egyptens bedste og mest professionelle bureauer og Stjernegaard/Aller-koncernen sikrer samtidig en ordentlig og professionel styring af økonomien. (Og rejsegarantifonden)
Men Egypten er Egypten, og aftaler kan ændre sig.
Hvad betyder det i praksis?
Når vi eksempelvis skal ind til pyramiderne tidligt om morgenen, før området åbner for andre besøgende, foregår det selvfølgelig igennem de egyptiske myndigheder — Ministry of Tourism and Antiquities. Vi har gennemført denne særlige adgang fem gange, og det har hver gang været en fantastisk oplevelse. Én gang blev vores aftale ændret af myndighederne. Vi flyttede besøget én dag, lagde programmet om – og det lykkedes alligevel.
Det er ganske enkelt en del af virkeligheden: En aftale i Egypten er ikke altid en aftale på helt samme måde, som vi kender det fra Skandinavien.
Jeg har heller ikke tidligere fået GEM – Grand Egyptian Museum – åbnet specielt for vores gruppe. Vi har de nødvendige tilladelser (Ministry of Tourism and Antiquities ) og vi betaler en mindre formue for den særlige adgang – og beløbet forudbetales.
Skulle noget mod forventning gå galt – guderne forbyde det – får vi naturligvis pengene retur.
Hvis en af de to særlige adgange ikke kan gennemføres, fremlægger jeg regnskabet (under rejsen) for, hvad den pågældende adgang udgør af jeres rejsepris, og beløbet bliver refunderet, straks efter hjemkomst. Vi vil i så fald besøge museet som nogle af de absolut første, og det samme princip gælder pyramiderne.
Men det er ikke planen. Planen er, at vi endnu en gang skal opleve det helt særlige ved at stå ved pyramiderne, før alle de andre besøgende kommer.
Det samme gælder vores frokost på Khufu-restauranten ved pyramiderne. På det tidspunkt, hvor dette program skrives, er det endnu ikke muligt at reservere bord så langt frem. Det er lykkedes på alle vores tidligere rejser, og jeg forventer også, at det lykkes denne gang. Men jeg kan ikke garantere det 100 procent.
– Tom Christoffersen
Inkluderet i prisen
Flybilletter og visum
2 overnatninger på “Nile Hilton” / Ritz- Carlton. Nil udsigt.
1 overnatning på Mena House / Direkte udsigt til Pyramiderne og altan.
1 overnatning på Le Riad i Islamisk Cairo. Tre værelser og altan.
Alle bespisninger på alle restauranter
Al transport
Alle indgange til seværdigheder
De to særlige indgange til GEM (nye museum) og Pyramiderne.
Alle drikkepenge. (Ikke til dem der bærer din kuffert op på værelset)
Stjernegaard:
Ekspeditionsgebyr 200 kr. pr. ordre
Forsikringer
Gouda årsrejseforsikring inkl. sygeafbestilling 1.145 kr. per person (over 70 år: tillæg på 360 kr.).
Gouda sygeafbestillingsforsikring uden køb af Gouda årsrejseforsikring: 6 % af rejsens pris.
Såfremt man ønsker at forlænge opholdet efter endt rundrejse vil der være et tillæg på 250 kr. pr. person, samt evt. ekstraomkostninger i forbindelse med ændring og ombooking af flybilletten.
Ekspeditionsgebyr 200 kr. pr. ordre
Pris
5 dage / 4 nætters rejse: 31.800 kr.
Enkeltværelsestillæg: efter aftale.
Deltagerantal: 20
En yngre persisk guide sagde for et par år siden til mig : “Du er jo ligesom ikke fyldt med morgendug — Tom ” Jep — årene går. Jeg er pt. 100 % kampklar. Men der kunne komme et eller andet dumpene. Sagt me stor ydmyghed — jeg ved at en del rejser med mig — fordi de godt kan lide indfaldsvinklen. Ved sygdom vil min ven — og 3 gange rejsedeltager — lede rejsen. Han hedder Balder Olrik. Hvis man ikke kan leve med dette. Lad være med at tilmelde dig.
Tilmelding
Du kan tilmelde dig herunder. Tilmeldingen sendes til Stjernegaard Rejser.
Du er altid velkommen med alle typer spørgsmål.
Ring til Tom Christoffersen på +45 26 37 72 10 eller Stjernegaard Rejser på +45 45 26 00 00.
Du kan også skrive til os på arttravel@tomchristoffersen.dk eller rejser@stjernegaard.dk.
Bemærk: deltagerantallet er begrænset til 20 (21) personer.