Kunst og kulturrejse til Kairo og Alexandria
Niels Nedergaards atelier.
Introduktion
Digteren Morten Søndergaard skriver i et digt om døden, at den venter i Samarkand. Men vi snyder døden – vi tager ikke til Samarkand.
Vi tager til Kairo og Alexandria. For, som Søndergaard afslutter sit digt:
Jeg ved, at livet er kort:
Gør det bredt som en mælkevej.
Vi vil bo på hoteller, der er som tidskapsler fra en svunden verden. De bærer navne som: Metropol, Cecil, Le Riad og Mena House. Caféer, hvor kviksølvspejlene smuldrer, som om der siver en tyk masse af levet liv ud af dem.
Moskeens smukke råb om, at Gud er stor. Det islamiske Kairo — bygget af Fatimider og Mamelukker. Al-Azhar-moskeens hvidhed, ornamentets elegance, lyset, der ofte er mere guddommeligt end de mørke kirkerum.
Vi fravælger Kastellets tomme skaller af moskeer, der kun er smukke som byens horisontlinje. Men smukkest er den danske maler Niels Nedergaards atelier. I drømmen om en osmannisk bygning bruger han ornamenter i døre og vinduer som en slags grafikblokke.
Vi drikker te på verdens tredjeældste café – Fishawa. Vi nyder egyptisk vin på Café Richie, hvor mytologien hænger i væggene. Det er her, alle oprørerne, forfatterne, digterne og alle tvivlerne er kommet. Lad os her diskutere Islam, demokrati, og hvad blev der af revolutionen for 13 år siden.
Vi går videre ud i 50’ernes Kairo. For henne om hjørnet ligger forfatteren Alaa al-Aswanys “Yacoubians Hus”. En roman, der blander livslyst og begær med totale håbløshed.
Kom med op på sandklitten bag Keops-, Chephren- og Mykerinos-pyramiderne. Området ved pyramiderne åbner klokken 8.00. Men vi har fået tidlig adgang kl. 5.30, og kl. 7.17 står solen op over et vanvid i tilhuggede sten. Vi er der. Vi ser det. Når de andre kommer, slentrer vi hjem til vores hotel. Det tager 7 minutter fra Keops-pyramiden til Hotel Mena House – og så er der yoghurt, honning og bitter kaffe.
En sen eftermiddag — nogle timer fra byens inferno. Ørken og sand. Vi medbringer før-islamiske digte om karavaner, savn og begær. I ørkenkanten finder vi de pyramider, der startede vanviddet. Vi finder den Røde pyramide – den smukkeste i verden.
Vi spiser på nøje udvalgte restauranter, aldrig hotellernes ligegyldige buffeter. Landet skal smages på. Som den fine engelske forfatter Kingsley Amis skrev i sin bog “Everyday Drinking”:
“… when abroad, you drink and eat as the locals do, or there seems not much point in going.”
Alexandrias kunstmuseum – forfaldent og glemt – her møder vi kunst fra kunstnere, der havde været på pilgrimsrejse i 20’ernes Paris. Museet ligger ubesøgt hen med egyptisk verdensklassekunst. Det nye græsk-romerske museum er aldeles vellykket, og her møder vi Kleopatra, den sidste farao, der måske drømte om at flytte Rom til Alexandria – med sine romerske elskere.
Vi lægger os i sporet af Thorkild Hansens roman “Det lykkelige Arabien” (1761-67) og det berømte ophold i Kairo og Alexandria. Vi følger min helt, rejsedeltageren Carsten Niebuhr. Han rejste i oplysningstiden med global nysgerrighed. Respekt for Orienten frem for det 19. århundredes imperialisme og kolonialisme.
Niebuhr – landmåleren fra marsken. De lærde skriver om ham: “Orientalism to end all orientalism.”
Vi går med den egyptiske nobelpristager Naguib Mahfouz ind i “Midaq-Gyden” og med Lawrence Durrell og “Alexandria-Kvartetten” ind i Alexandria og dens drømmebilleder. Vi finder lyset, der “filtreres gennem citronessens”, og som strømmer ind i baghovets departement for hjemløse længsler.
Keops, Chephren og Mykerinos er vigtige, men Mahfouz, al-Aswany og Durrell er uomgængelige på en Egypten-rejse.
Det er Jørgen Leth, som i indledningen til Traberg-filmen siger:
“Jeg vil gerne invitere jer med ind i en stemning.”
Det er dét, denne tur går ud på. Digteren fra Persien, Rumi (1207-73), skriver i et digt: “… tiden er et skarpt sværd.”
Lad os vente med Samarkand, og lad os mødes i Alexandria.
Vores hotels tagterrasse. Hotel Riad.
Afrejsedatoer
20. oktober 2024 (Udsolgt)
13. marts 2025 (Udsolgt)
3. april 2025 (Udsolgt)
24. oktober 2025 (Udsolgt)
Bliv skrevet op på venteliste til kommende rejser, skriv til Stjernegaard Rejser eller Tom Christoffersen på galleri@tomchristoffersen.dk
Dag 1
Kairo
Vi flyver kl. 10.25 og lander i Kairo kl. 15.50. Vi forlader lufthavnen hurtigst muligt. Vores guide for de næste dage står klar med visum.
Vi haster mod Fatimidernes gamle Kairo. Vi lader chaufføren kæmpe sig vej gennem de smalle gyder og går ind gennem byporten – Bab Zwayla. Porten stod færdig i 1090. Senere blev der tilføjet to minareter i 1490 af Mamluk-sultanen al-Muayyad Shaykh, da han byggede moskeen lige inden for porten.
Et mesterværk af arkitekten – og han var selv tilfreds. Det er den eneste af de mange smukke bygninger, Mamelukkerne udførte, som har dato og navn på bygningen. Mamelukkerne (ordet betyder købt/handlet) kom hertil som slaver for eliten. Men veluddannede tog de senere magten.
Porten er med sine to minareter ret imponerende. Den har overlevet krige og jordskælv, og helt frem til 1800-tallet blev de store portdøre lukket hver aften. Den er netop istandsat på smukkeste vis.
Her stod en dansk ekspedition den 10. november 1761 – rejsen til Det Lykkelige Arabien. De skulle arbejde nogle måneder med udgangspunkt i Kairo. De optegnelser, de foretog, er en slags guidebog for vores ophold.
Men inden da var en anden ekspedition her, den såkaldte Norden-ekspedition (også udsendt af kongen). Den kom i 1731. Fredrik Norden tegnede og kortlagde områder ned mod Sudan. Hans bog blev en bestseller i Frankrig og Europa. Vi følger i sporet af to gode danske ideer, og vi medbringer begge ekspeditioners tegninger.
Men nu er det os, som går ind ad porten Bab al-Zwayla og direkte ind i larmen, støvet og moskeens smukke bøn: Der er kun én Gud. I ly af kobbersmede, boghandlere, uendelige mængder af udstyr til badeværelser, frisørforretninger og slagtere – ind til klassisk arabisk gæstfrihed og Kairos borgere, som byder os velkommen.
(På marts-turene vil vi opleve et særsyn. Folk begynder at samle sig om lange borde – fasten slutter ved solnedgang – det er et fascinerende syn: Når solen går ned, spiser og drikker man. Vi vil helt sikkert blive budt at spise med.)
I antropologien taler man om to rum: Det Stationære og det Nomadiske. Han, der skriver denne tekst, er på godt og ondt født i rum to. Du er i gang med en rejse med nomadisk karakter. I et rum, hvor vi hele tiden er i bevægelse. Vi kører – ikke direkte til et ligegyldigt 4-stjernet hotel – men rykker direkte ind i det gamle Kairo. Her er magisk i skumringstimen. Vi vandrer i folkemyldret, skidtet, larmen og skønheden af en anden verden.
Vi går ned ad basargaden, til den bliver skåret over af en larmende ringvej. Vi drejer rundt ved Al-Azhar-moskeen, igennem en fodgængertunnel, og går så op i Khan al-Khalili-basarens rigdom. De skønneste kobber- og lervarer og en del plastikpyramider fra Kina. Vi slentrer igennem basaren mod vores hotel, men vi gør et stop. Lidt myntete skal gøre godt.
Den geografiske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, som levede fra 1733-1815. Maleri af Hans Hansen, efter stik af J. F. Clemens (1748-1831).
Forkælet hotelkat ved Le Riad
Internationale anmeldelser af Mahfouz:
“The alleys, the houses, the palaces and mosques and the people who live among them are evoked as vividly in Mahfouz’s work as the streets of London were conjured by Dickens.”
– Newsweek
“Throughout Naguib Mahfouz’s fiction there is a pervasive sense of metaphor, of a literary artist who is using his fiction to speak directly and unequivocally to the condition of his country. His work is imbued with love for Egypt and its people, but it is also utterly honest and unsentimental.”
– Washington Post
Café Fishawa
Foto af Naguib Mahfouz
I Khan al-Khalili-bazaren ligger verdens tredjeældste café – Café Fishawa. Den åbnede året før, Napoleon indtog Egypten i 1797. Den er ikke nyrenoveret. Spejlene er fra dengang, man brugte kviksølv til at skabe den reflekterende virkning. De går i opløsning på smukkeste vis.
En af caféens mest berømte gæster var den nobelprisvindende egyptiske forfatter Mahfouz. Da berømmelsen gav ham for meget opmærksomhed, fik han sit eget rum bagerst i caféen. I en berømt note til syvende generations ejer i Fishawa-familien skrev han i december 1982:
“God grant it and its owner long life, fame and happiness. Your loyal son, Naguib Mahfouz.”
Han boede 12 år i Al-Gamaliya-bydelen, og her kom historierne til ham. Hans berømte trilogi er herfra. Som skrevet, finder vi Midaq-gyden – titlen på hans mest berømte roman. Oversat til dansk. Gyden har for længst mistet sin glans. Men stedet er ikonisk for dem, der læser Mahfouz. Og caféen ligger der stadig, totalt udslidt, men stadig datidens omdrejningspunkt.
Mahfouz var en mand af folket. Han var dybt såret over blasfemien i bogen “De sataniske vers”. Men han fordømte også Khomeini og kaldte ham en terrorist imod islams ånd.
Nu sidder vi altså her på caféen Fishawa, der ligger kun 100 meter fra en af byens vigtigste moskeer: Al-Hussein-moskeen. Hussein (barnebarn af Muhammed) spiller en afgørende rolle i historien. Man kan simpelthen ikke forstå Mellemøstens konflikter – skellet imellem shia- og sunnimuslimer – hvis man ikke kender fortællingen om slaget på Kerbala-sletten den 10. okt. 680. Så her, med myntete i hånden, omgivet af andre rejsende, håndholdte pyramider i plastik fra Kina, og det smukke kald til bøn fra Al-Hussein-moskeen, løfter vi et flig af historien – som en særdeles vigtig del af vores rejse.
Kun 10 minutter fra caféen ligger vores hotel. Midt i et Kairo, hvor meget er bygget for 1000 år siden. Lige inden hotellet ligger måske byens smukkeste lille moské – den bærer navnet Månemoskeen.
Når vi har fået vores værelser, går vi direkte op til hotellets tagterrasse. Engang hed det Family Hotel, og de fattigste boede her, bl.a. den danske maler Niels Nedergaard. I dag er hotellet istandsat meget smukt – hver lejlighed indrettet med idéer hentet fra Arabien. Stedet drives med utrolig omsorg og venlighed. Udsigten fra taget er formidabel, og vi får hibiscuste og Yasalam-dadelkager. Naboen er en tyrkisk moské. Minareten kaldes “Blyanten” – helt enkel og vanvittig smuk.
Når Ramadangæsterne har forladt tagterrassens fine restaurant, er det vores tur. Glæd jer. Vi skal smage på Egypten.
Mahfouz udtaler:
”The Nobel Prize has given me, for the first time in my life, the feeling that my literature could be appreciated on an international level. The Arab world also won the Nobel with me. I believe that international doors have opened, and that from now on, literate people will consider Arab literature also. We deserve that recognition.”
Restaurant Nagib Mahfouz
Niels Nedergaard i Beit el Suheimi.
Politiken 1. maj 1983: ”Niels Nedergaard føler sig ikke som dansker i Kairo. Han lever under de samme vilkår som ægypterne. Efterhånden får miljøet stærkere og stærkere fat i ham. Han synes, det er et fantastisk land at bo i. Selv om det er fattigt, er det alligevel utroligt gæstfrit. Folket er dejligt at leve sammen med.”
Dag 2
Kairo
Vi spiser morgenmad på tagterrassen: friskt brød og ofte honning fra de blomstrende palmetræer. Jeg beder dem altid om at finde honning fra Siwa-oasen. Det lykkes ofte. På denne rejse “snitter” vi kun ørkenkanten, men smagen kan vi bringe med. Det sker også, at Saharas røde sand lægger en tynd hinde over hele byen efter en god storm. Digteren Morten Søndergaard kalder det “en silkehud over byen.” Himlen er i marts/april om morgenen som en tynd, blå glasur, og byen begynder langsomt at sitre. Grå smog overtager så morgenhimlen.
Vi går direkte ud i den gamle fatimidiske by. En af byerne fra “Tusind og en nats eventyr”. Handelsgaden ligger lige uden for hotellets dør – en smal hovedgade gennem bydelen – den hedder Sahariya El-Muizz Allah. Den løber mellem to byporte. Lige over gaden fra vores hotel ligger komplekset Beit el-Suheimi. Et af de største og smukkeste købmandshuse fra 1600-tallet.
Det var faldefærdigt, da den danske maler Niels Nedergaard (1944–87) fik atelier her. Vinduer, døre og gulve blev brugt som grafikblokke. På sine malerier tilsatte han sufiernes pangfarver. Det skete fra 1979 til 1986. Niels Nedergaards værker er i dag eftertragtede, og galleriet afholdt for år tilbage en udstilling med Niels Nedergaard. Se udstillingen på linket her: www.tomchristoffersen.dk/exhibitions/cairo
Vi finder de rum, hvor han arbejdede – de er almindeligvis ikke åbne, men vi har fundet manden med nøglen. Vi nyder husets helt utrolige skønhed samt gårdens ro og stilhed. Forfaldet er standset, og bygningen er istandsat med nænsom respekt.
Beit el Suheimi.
Elisabeth Jerichau-Baumann, En egyptisk pottesælgerske ved Gizeh, 1876-1878.
Olie på lærred, 92 x 114 cm.
Statens Museum for Kunst, Danmark.
Mahfouz skriver om cafeen i Midaq gyden:
”Selv om den fremmede omhyggeligt skjulte grunden til sine besøg i cafeen, tøvede han ikke med at se op på hendes vindue. Han berørte vandpiben med sine let fremskudte læber og pustede så røgen højt op i luften, som sendte han et kys op til hende bag vinduet. Det betragtede hun med en blanding af fryd, vrede og smiger.”
Tilbage på hovedgaden. Vi passerer guld- og sølvbasaren, krydderibasaren, hvor duften lammer sanseapparatet, og de sidste parfumeforretninger, der har flakoner med essens. Silkebasaren handler i dag mest med billigt tøj fra Kina. Vi finder de små gyder og kroge, og selvfølgelig Midaq Gyden, hvor den egyptiske nobelpristagers vigtigste roman udspiller sig.
Gennem 1800-tallet søgte malere fra hele Europa til denne bydel. Alle orientalistiske drømme blev opfyldt. Den engelske maler David Roberts (1796-1864) malede en serie billeder herfra, som er legendariske. Flere danskere malede og tegnede også her. En af dem var arkitekten Harald Stilling (1815-1891). Hovedmotivet var ofte den lokale sevīl (vandforsyning). Vi har udarbejdet en ret interessant liste over danske malere, der har arbejdet i Kairo. Her må vi ikke glemme Elisabeth Jerichau Baumann og hendes maleri af skønheden fra Giza. Stærk og sensuel kvinde eller klassisk orientalisme?
Efter fontænen kommer det imponerende Qalaoun – Al-Nasir – Barquq-kompleks. Det strækker sig over 185 meter og blev bygget i 12-1300-tallet. Det er et af de bedste eksempler på den imponerende mameluk-arkitektur. Her var hospitaler med avanceret viden, som først nåede Europa århundreder senere. Karavanseraier (hoteller) til de rejsende. Mausoleer for konger og deres sønner samt moskeer og minareter, som er selve indbegrebet af skønhed.
Jeg holder meget af den gotiske indgangsportal. Den står ved indgangen til Al-Nasir-moskeen. Den ligner noget fra en kristen kirke. Og det er den også. Den blev hentet fra byen Acre, da man havde jaget korsridderne ud, og blev bragt hertil. Gotisk, når det er smukkest – med de himmelstræbende buer, der trækker blikket opad. Europa har stjålet en hel del i Egypten. Det gotiske kirkeindslag i mamelukfacaden er et stilsikkert tyveri – og passer ind i byen, som den store arabiske historiker Ibn Khaldun kaldte “Moder til verden”.
David Roberts rejste fra 1842 til 1849 i Palæstina, Syrien og Egypten og tegnede og malede.
Café Fishawa
”…. hvordan mennesker fødes og dør og stiger til tops og kommer til kort og går til grunde i gaden, hvor biografer og biblioteker og internetcafeer kæmper om opmærksomhed, mens butiksfolk, børsmæglere, knallertbude og labre ludere myldrer ud og ind imellem hinanden ….. Og der, midt i det hele som det eneste, der aldrig forandres, ligger kirken, som den altid har gjort og altid vil gøre. År ud og år ind til tidernes ende. …… Sådan en gade kan jeg lide.”
Thomsen, “Fornuft og mysterium”, Gyldendal, s. 604.
Vi skal se en moské mere.
Måske den vigtigste i Mellemøsten
Imponerende med sine tre store minareter fra det 14., 15. og 16. århundrede. El-Azhar-moskéen har gennem århundreder tjent som den islamiske verdens vigtigste universitet. Vi bydes velkommen indenfor, og den dresscode, der er, sørger jeg for, at vi kender. Moskéen er for mig et smukt eksempel på, hvad det religiøse rum kan. Se sideteksten, hvor digteren Søren Ulrik Thomsen beskriver det præcist – med udgangspunkt i kirken. For mig er der egentlig ingen forskel, når man taler om, hvad et religiøst rum kan.
Igen håber vi, at manden med nøglen husker vores aftale. For i en af gårdene finder vi Madrassa el-Gawhariyya. Den var i kraftigt forfald, bygget i 1400-tallet. Men arkitekten Ole Ross og et hold dygtige danskere reddede madrassaen. De fik international anerkendelse for den nænsomme restaurering af bygningen. Niels Nedergaard stod for istandsættelsen af mosaikruderne.
Om Ole Ross: “[…] hans enestående hjælpsomhed, som ikke mindst udstrakte sig til jævne ægyptere i hans omgivelser. Heraf opstod mange venskaber, som åbnede Ole Ross’ øjne for de store værdier i den islamiske livsform. Disse værdier så Ole Ross også manifesteret i arkitekturen…” (“Indtryk fra Cairo”, Arkitekternes Forlag, 1992)
Frokost på restaurant Mahfouz – vi var her også i går. Midt i basarens larm ligger denne perle.
Prof. og arkitekt Hans Munk Hansen skriver: “Igennem 1.000 år har Kairo været en del af den menneskelige kulturs vigtigste centrum, som det internationale samfund følte sig forpligtet til at bevare. Danmark gjorde en stor indsats i redningsarbejdet af den gamle bydel, hvor arkitekt Ole Ross var et vigtigt led.”
Nile Hilton
Kairo Eclair
Vi dropper kaffen – den drikker vi på Hotel Nile Hilton. Lidt af et skifte.
(Vi, som er kommet her i 50 år, nægter at kalde det andet end Nile Hilton. De påstår, at det hedder Ritz-Carlton i dag.)
Færdigbygget i 1959. Ingen af de nye femstjernede hoteller i Kairo når det til knæene. De er fyldt med marmorlir, guldkarme og falske blomster – og for nyrige golfarabere. På trods af at en renovering af Nile Hilton ødelagde noget af idéen, kan man stadig fornemme den smukke nye modernitet. Egyptiske arkitekter samarbejdede med den amerikanske arkitekt Welton Becket.
(Det er dog ikke ødelagt som Arne Jacobsens SAS Royal Hotel i København. Så dybt falder man ikke i Kairo.)
Galleristen er meget optaget af facadens enorme vægrelieffer i mosaikglas… konkret kunst med et egyptisk touch. Arkitekterne tænkte kunsten ind i bygningen fra dag ét.
I Nile Hiltons lobby skal vi have kaffe og Egyptens absolut bedste kage. Et sted ude i byen er der egyptiske bagere, som konkurrerer om at skabe den ypperste éclair. Man tager det bedste fra Frankrig og tilsætter Mellemøstens fantastiske kagetradition.
Facaden på Nile Hilton
Tutankhamon
Tutankhamon står stadig (maj 2024) på det gamle, smukt støvede museum i “baghaven” til Nile Hilton. De fleste kender historien om den eneste grav, der er fundet uspoleret af gravrøvere. Vi opsummerer historien, men allermest de historier, der ikke (så ofte) bliver fortalt:
Man finder hårlokker fra hans bedstemor i en æske.
Man finder tre store kar med vin fra de mest berømte vinmarker, langtidslagret. Han drak hvidvin.
Bavianerne på bagvæggen af graven sidder alle med et absolut stift lem. Og der er fingeraftryk i malingen, som om tiden har mistet sin betydning.
Derefter kører vi om hjørnet ind i det moderne Kairo (1930-50). Vi passerer den nu så berømte Tahrir-plads, eller Midan Tahrir, direkte oversat: Frigørelsespladsen. Mon ikke vi alle fulgte begivenhederne dengang, da styret blev væltet. Frihedskamp og den første folkevalgte præsident. Man bygger nu pladsen om, så den ikke er egnet til næste oprør. Magthaverne frygter folket mere end nogensinde. Gør Vesten også det?
Ikke langt herfra ligger Yacoubians hus. Bygningen, der dannede ramme for Alaa al-Aswanys roman af samme navn. For alle os, der har nydt denne roman, er huset vigtigt lige at se. Læs sideteksten her, hvor Aswany og Mahfouz bindes flot sammen af Informations anmelder. Og få læst bogen, hvis du ikke allerede har læst den. Læs også Aswanys næste roman “De løb mod Nilen”. Læs også Bjørn Bredals anmeldelse i Politiken af “Yacoubians hus”. Jeg er ualmindeligt glad for de første to linjer:
“Ikke siden Carsten Niebuhr kortlagde Kairo ned til mindste gyde, har nogen tegnet Egypten så præcist.”
politiken.dk
Information: “Trods den umiddelbart livsglade og promiskuøse tone tegnede der sig også et billede af et gennemkorrumperet samfund, hvor den dårligst stillede idealist til slut ikke magter mere og derfor ender i religiøs fanatisme. Godt og vel 30 år forinden gav al-Aswanys landsmand Naguib Mahfouz sit litterære bud på en samfundsskildring fra Kairo, men trods de mange mellemliggende år er der klare ligheder i den kradse kritik af et system, som i desperat kamp for selvopretholdelse tilsidesætter ethvert ønske om frihed for dets befolkning.”
Café Richie
Nogle af de største egyptiske forfattere, der kom på caféen:
– Abbas Mahmud Al-Aqqad (1889–1960)
(Oprettede poesi-skolen Al Diwan)
– Yusuf Idris (1928–1991)
Han fik Mahfouz-prisen for sin bog “City of Love and Ashes.”
– Tawfiq Al-Hakim (1898–1987)
Mest kendt for “A Bullet in Your Heart”
– Taha Hussein (1889–1973)
Rundt om hjørnet finder vi Café Richie
Engang var det Kairos Café Sommersko, Café Dan Turèll og Café Victor – samlet ét sted. Alle, som i alle – de intellektuelle, journalister, politikere, dem, der planlagde revolutioner – kom her. På væggene hænger portrætter af dem, der har brugt caféen. Men stedet lever på lånt tid. Tiderne ændrer sig.
Men lad os smage den egyptiske vin (den er lidt bedre end sit ry) og glæde os over, at Café Richie stadig ligger her, og lad os få disse emner på bordet:
Da demokratiet endelig ramte Egypten, og man valgte Det Muslimske Broderskab og præsident Mohamed Mursi, hvad gik da galt? Demokratiet havde endelig nået Egypten – i et års tid. Hvorfor var Vesten og mange af de egyptiske intellektuelle – der i dag hader præsident Sisi – alligevel glade, da Mursi blev væltet af militæret? Hvilken rolle spillede Obama og USA? Kan præsident al-Sisi noget? Nye bydele, nye toge, nye motorveje? Eller er Egypten på vej mod den sikre endelige økonomiske fallit? Jeg har spurgt 20 egyptiske taxachauffører om deres mening om Mursi og Sisi. Hvad fortalte de? Er det rigtigt, at menneskerettigheder aldrig har haft det dårligere?
Læs evt. artiklen i The Guardian om den demokratisk valgte præsident Mohamed Mursi. Ungdommen føler sig forrådt. De ønsker hans afgang. Det er de yderliggående muslimske partier, der ønsker ham afsat. De er skuffede. Det er hans eget parti, Det Muslimske Broderskab, der internt er dybt utilfredse. Artiklen er skrevet 1. juli 2013. Meget læseværdig. Læs artiklen, ved at klikke her.
En voldsom debat udspillede sig i forskellige medier mellem Martin Krasnik og Jakob Skovgaard-Petersen om, hvorvidt man kunne kalde islam ufredens religion. Vildt uenige, men med gensidig respekt, er diskussionen yderst læseværdig. Læs mere her.
Herbert Pundik sagde under planlægningen af en Iran-rejse i 1996 med Politiken-læsere: “Tom – vi vil ikke rejse rundt som blinde høns.” Den politiske og religiøse virkelighed er en nødvendig medrejsende. Og Café Richie har altid lagt rum og vægge til diskussioner herom. Mytologien hænger i luften og siver ud af væggene.
Når mørket har sænket sig, går vi ned i bazaren igen og finder den usædvanligt fine restaurant Mahfouz. Vi skal have egyptiske retter og nyde stemningen – som Mahfouz gjorde.
Jeg kender en café lige overfor byporten Bab el-Futuh – som vi gik ind ad i går, da vi ankom – ejet af min gode ven Muhammad Sidar. Usædvanligt rodet, ret grim og yderst hyggelig. Her drikker vi aftente. Dieselbusserne hamrer forbi os, og Kairo-larmen er konstant. Men i 1761 sad et rejseselskab her og nød teen. De indkøbte manuskripter, som i dag er nogle af de vigtigste i Det Kongelige Biblioteks samling. De indsamlede hundredvis af nye plantearter og registrerede mange hundrede byer langs Middelhavet. Vi har G. W. Baurenfeinds kobberstik fra 1761 med – som tegner på den danske ekspedition skildrede han Bab el-Futuh.
Fra byportene udgik karavanerne, som kom fra Sudan og Afrika.
De nordiske rejsende måbede, da de så, hvad karavanerne kom med: “Karavanen fra Mekka består af flere tusind kameler. Den kommer til Kairo med smaragder, perler, diamanter, hyacinter, moskus, desmerdyr, indisk bomuld og silkeklæde, mekkabalsam…” Jo, man kan se det for sig. Men det er nok nødvendigt at knibe øjnene lidt sammen.
Vi går igen ind ad Bab el-Futuh og hjem i seng.
Café Richie
Hovedbeklædning i Kairo, tegnet af Georg Vilhelm Baurenfeind.
Byporten Bab el-Futuh
“In the autumn of 1915, in a “slightly heroic mood”, E.M. Forster arrived in Alexandria, full of lofty ideals as a volunteer for the Red Cross. Yet most of his time was spent exploring “the magic, antiquity and complexity” of the place in order to cope with living in what he saw as a “funk-hole”. With a novelist’s pen, he brings to life the fabled, romantic city of Alexander the Great, capital of Graeco-Roman Egypt, beacon of light and culture symbolised by the Pharos, where the doomed love affair of Antony and Cleopatra was played out and the greatest library the world has ever known was built.”
Udsigt fra Hotel Metropols tagterrasse. Den hvide bygning er Hotel Cecil.
Dag 3 - 4
Alexandria
Der er morgensol, friskbagt brød på vores Kairo-tagterrasse – og forhåbentlig ørkenhonning.
Vi skal til en by, bygget på myter og drømme, og en storslået historisk virkelighed.
Jeg har en affære med den by
Alexandria
Byen ligger smukt ud til havet, misbrugt og dårligt behandlet af sine elskere de sidste 100 år. Alexandria har mistet meget af sin glans. Men et eller andet er ved at ske. Når vi går langs Cornichen, kan man se det. Mulighederne er der. Byen kunne blive en perle ved Middelhavet igen.
Et mindre stykke strand er, gudhjælpemig, vendt tilbage – vi kan igen sidde i vandkanten. Der er lang vej. Meget lang vej. Men sandet har fundet sit leje igen.
Vi kører 3,5 time ad den nye ørkenvej. Jeg kommer til at savne den gamle landevej og regnen, der kom i stille byger om foråret. Jeg husker de store gravpladser udenfor byen – her satte blomstersælgerne deres lagre af nelliker ud for at opfange den friske morgenvæde. Vi kompenserer ved at køre direkte til:
Hotel Metropol.
Hotellet åbnede i 1902. Vi tager Egyptens nok næstældste elevator til tagterrassen., hvor der er fri udsigt over havet. Der ligger Alexandria, stadig smuk i middagsdisen. De har kold egyptisk rosévin klar til os. Vi ser ud over byen, historien skyller med havet ind imod os.
Alexander den Store kom forbi her på vej mod oraklet i Siwa for at få et svar: Var han guddommelig? Han grundlagde byen, dengang et mindre fiskerleje.
Her lå et af verdens syv vidundere: det kæmpemæssige fyrtårn. Kun pyramiderne er tilbage af de syv, men vi kan se det hvide citadel derude i den yderste havn, bygget på fyrtårnets rester.
Her herskede Cleopatra i en ret fascinerende blanding af magt og erotik. Hun blev født år 69 f.Kr. i Alexandria og døde år 30 e.Kr. i Alexandria. Flere historikere mener, at hvis Cleopatra og Mark Anthony havde vundet, var Rom flyttet til Alexandria.
Verdens førende bibliotek lå her, legendarisk i hele orienten som forsknings- og lærdomscenter. Her udregnede man jordens omkreds, mens vi derhjemme boede i langhuse og ofrede til moserne.
På pladsen lige nedenfor hotellet lå templet Cæsareum med to obelisker ved indgangen. Den ene står i dag i Central Park i New York, og den anden smukt nede ved Themsen i det centrale London. Under Metropol og Cecil Hotel ligger resterne af tempel og bibliotek.
Ude i havet ligger dele af gamle templer og havneanlæg. Det ene pragtstykke efter det andet hæver sig op af vandet. På det nye museum i Giza, som vi skal besøge senere, står en figurgruppe (se foto), som bliver et af museets største klenodier.
Og ikke at forglemme: her begyndte en dansk ekspedition. De gik i land 26. september 1761, ganske nær Hotel Metropol. En dansk ekspedition, hvis idégrundlag gav genlyd i hele Europa.
Få hundrede meter fra Metropols tagterrasse ligger det legendariske:
Hotel Metropol
Alexander Den Store / Græsk Romersk Museum
Hotel Cecil.
Det var her Montgomery, Churchill, Al Capone og Durrell hang ud. Det var her, de fem mænd i Naguib Mahfouz’ sensuelle roman “Pension Miramar” drømte og kæmpede om den smukkeste tjenestepige. Det er her, I skal bo – selvfølgelig direkte ud til havet.
I Durrells “Alexandria-kvartetten” er det en femme fatale, jødinden Justine, der driver sit spil – ofte fra Hotel Cecil. “Dem hun skadede mest gjorde hun frugtbare, hun drev folk ud af deres gamle jeg.”
Justine opererer i et Alexandria, der rummer fem racer, fem sprog, en halv snes trosbekendelser og mere end fem køn – som kun grækere af de lavere klasser synes at skelne imellem.
Durrells by findes ikke mere. Måske er den blot en ophobning af alle hans oplevelser i Orienten. Abdel Nasser fordrev udlændinge og mange andre, der oplevede sig selv som alexandrinere, i 1952. Alt blev forandret. Byen er vokset fra nogle hundrede tusind til millioner. Se det i øjnene, inden du kommer. Men jeg anerkender ikke præmissen om, at “tilstanden” ikke findes. Det, der er sket i denne by, vil altid hænge i luften. Pompeys søjle står alene ude på et lille højdedrag, en søjle på 30 meter over et gammelt bibliotek. Den er så smuk og åbner for en slags bevidsthedsarkæologi. Fortiden løftes i disse dage op af havet. Undervandsarkæologer bringer græsk-romerske kunstskatte fra glemte templer og havne op fra havet.
Lawrence Durrells “Alexandria Kvartetten”
Kavafis skrivebord værelse 310, Hotel Metropol
Jeg bor på Hotel Metropol – på værelse 310. Her skrev digteren Kavafis (1863-1933) nogle af sine bedste digte. Han boede ellers få minutters gang herfra, men måske var udsigten til havet, det lille skrivebord i ædeltræ og den store seng en nødvendighed for den yderst sensuelle digter.
Henrik Nordbrandt – som jo altid er ”medrejsende” – var en af de mange begejstrede læsere af Kavafis. Peter Laugesen har selvfølgelig også været her – i sporet af en digterkollega. Og vi må ikke glemme, at den første store guidebog til byen blev skrevet af selveste E.M. Forster, som ankom her i 1915. Vi har den med os.
I romanen “Alexandria-kvartetten” er digteren P. Kavafis fra Alexandria model for romanens digter Balthazar.
Kavafi, f.1863 – d.1933
Kaffe
I den første kop
Når sukret ikke
At smelte
Den er stærk og bitter
Den anden er stærk og sød
Sådan fortsætter det
Stille
Livet igennem
(Peter Laugesen, Blues 1977)
I kaffeforretningen Sofianopoulos, som åbnede i 1908, er næsten intet forandret. Man kan dufte kaffen flere husblokke væk. Glæd dig til smagen.
I kaffeforetningen Sofianopoulus nyder vi en kop kaffe.
Vægmalerier på Café Trinon.
Kager fra Cafe Deloices
Efter frokost på Metropols terrasse drikker vi kaffe på Café Trionon. Stedet åbnede i 1905. Her hang de fra kvartetten ud, og Kavafis kom her næsten dagligt. Og miraklet er sket: Den første halvdel er ikke renoveret. Store vægmalerier af smukke, løsslupne kvinder, som danser i kirsebærfarvede kjoler hen over væggene. Den åbne kaffebar står der stadig med de gamle maskiner. Her drikker vi kaffen. Engang kom den kun fra bønner fra Yemen og Etiopien, men den er stadig stærk og god.
Kun 100 meter længere henne ad torvet ligger Café Delices, som åbnede i 1922. Her holdt også de engelske soldater til, inden de skulle dø i sandet ved El Alamein. Der er ikke meget tilbage af caféens gamle indre, men kagerne er søde og gode og ikke uden grund berømte.
I Alexandria besøger vi:
Pompeys søjlen, som ikke har noget med ham at gøre, men den står der, over et gammelt bibliotek.
Amfiteatret, det eneste romerske teater i Ægypten. Skrab en meter af Alexandrias jord, og du finder historie, søjler, marmor og et teater.
Kastellet, på bugtens yderste spids ligger Fort Qaitbey, bygget på ruinerne af et af verdens syv vidundere i 1480. Moskeen i dens midte er helt unikt korsformet.
Mahmoud Saids kunstmuseum. Han var dommer i Alexandria, men også maler (1897-1964). Et helt rum med nøgne modeller – det går nok kun, fordi museet ligger glemt og ubesøgt hen. To andre malere er suveræne og burde vises i Europa. Glæd dig!
Det græsk-romerske museum blev påbegyndt for 20 år siden, og nu står det der. I Alexandria blandede man Ægyptens kultur og kunstneriske udtryk med først græsk og senere romersk indflydelse. Det er blevet til et enestående museum. Topmoderne og i verdensklasse, med den bedste formidling. Det starter med en serie portrætter af Alexander den Store, grundlæggeren af byen. Portrætterne fundet i Alexandria: bortvendte, drømmende og sørgmodige øjne. Ikke et direkte frontalt blik, men let bortvendt – med et melankolsk udtryk på alle gengivelserne. (Gælder også dem, der er fundet andre steder.) Han besøgte Siwa-oasen på grænsen til Libyen, hvor oraklet bekræftede, at han var Gud, inkarnationen af Amon. Men på mig ligner han – på disse skulpturer, udført få årtier efter hans død – en, der har fortrudt udgydelsen af enorme mængder blod og med alt for mange sejre, der ligner nederlag. Hans bortvendte øjne længes efter at være en simpel olivenavler med bistader på den makedonske slette og alt andet end en gud.
Det lyder lidt søgt, og det er det – men vent, til du ser samlingen af portrætter, hentet op af byens jord.
De to dage, vi er i Alexandria, vil vi også være sammen med Haithm Mahdy. En af Ægyptens bedste arkæologer, han er god at have med. Enorm viden, ret så sød og charmerende, og klar til at modtage spørgsmål.
Jeg vil stille ham spørgsmålet: Tror du, det er rigtigt, at Alexander den Store blev begravet i Alexandria, når han døde i Babylon? Og hvor er hans grav?
Kort efter står vi foran et af de få kendte portrætter af Cleopatra, selvfølgelig sammen med hendes romerske elsker, Mark Antony. Lad være med at google det – vent. Det er så smukt. Lad marmorens bløde hvidhed tale for sig selv – det skal ikke opleves gennem en skærm.
Og når vi taler om Cleopatra, vil jeg igen citere Jørgen Leth:
”Hvis man kan vælge imellem
sandheden og myten,
så vælg myten.”
Det aflange spejl i Hotel Cecils foyer, hvor Justines blik mødes med elskeren, er der. Det har overlevet sammen med lyden af de to metalliske elevatorer – de samme som for hundrede år siden. Spejle, kaffe, marmor og Nagib Mahfouz’ tjenestepige Zohra, der driver fem mænd til vanvid. Digte af Kavafis og Durrells aldeles smukke ordgyderi.
Alexandria dør aldrig. Måske lemlæstet, men ligesom Marcel Proust omtaler Venedig som et teater, hvor det ene scenerum efter det andet forefindes, er Alexandria et teaterrum, og vi vil besøge kulisserne.
– Tom C. / Rejseleder
Anthony Bourdain
“Når de andre turister ankommer, går vi hjem til hotellet.”
Turist er noget, de andre er. Jeg elsker at skrive, at når de andre turister kommer, smutter vi. Men vi er alle sammen turister, og turismen er fantastisk for millioner af mennesker, der får arbejde – ikke mindst i Egypten.
Men der er former for turisme, der er ulidelig. F.eks. at alle gør det samme. Lad os tale om det.
Jeg holdt meget af kokken og tv-produceren Anthony Bourdain – han spiste mad i verdensklasse på ydmyge steder.På et hotelværelse hængte han en håndskreven note op: “Be a traveler, not a tourist.”
Frem til Napoleon-krigenes afslutning rejste man for at transportere sig, eller hvis man var rig, på årelange dannelsesrejser. Disse dannelsesrejser var gjort af godt stof, men ofte glemte man respekten for de folk, man besøgte. Lad os agere anderledes.
Thorkild Hansen skriver i bogen “Det Lykkelige Arabien,” at ideen med denne danske ekspedition var ”… at forene det lærde med det eksotiske, begejstringen for videnskab og sværmeriet for det fremmede…”
Vi spiser frisk fisk på Alexandrias restauranter. Igen og igen.
Biblioteket i Alexandria var i antikken det største bibliotek i verden, hvilket gjorde Alexandria til et førende lærdomscenter. Eratosthenes, bibliotekets leder, udregnede jordens omkreds præcist. Euklid anses for at være stamfaderen til geometri. Herophilos fastslog, at hjernen – og ikke hjertet – var center for viden. Lidt ærgerligt.
Det formodes at være grundlagt omkring 280 f.Kr., og i sin storhedstid menes det at have haft mellem 400.000 og 700.000 skriftruller. De blev brændt. Der er mange teorier, men den mest holdbare er nok, at en kristen pøbel anså skrifterne for hedenske.
I 2002 blev det nye bibliotek i Alexandria indviet. Flere arabiske lande, diverse fonde og UNESCO støttede idéen om et nyt bibliotek – med plads til millioner af bøger. Er det en succes? Det kan diskuteres, og det gør vi.
Næsten 500 arkitektfirmaer deltog i konkurrencen, som blev vundet af et mindre, ret ukendt norsk arkitektfirma, Snøhetta. De 85.000 m² ligger smukt ud mod Middelhavet, og vi har arrangeret en rundvisning. For de norske arkitekter blev dette begyndelsen på noget rigtig stort. Tjek snohetta.com.
Vandreture langs Cornichen og i den gamle bydel, forbi Synagogen, den Koptiske Kirke, Konstantinos P. Kavafis’ hjem/museum og diverse kaffehuse.
Hotel Mena House Giza
Den Engelske Patient, både film og roman anbefales.
Trinpyramiden i Sakkara
I Thorkild Hansens roman *Det lykkelige Arabien* skriver han, at man med denne rejse (1761-67) prøvede “at forene det lærde med det eksotiske … begejstringen for videnskab og sværmeriet for det fremmede…” Modet til både at være saglige og sværme for det romantiske er nok en grundidé i de rejser, vi præsenterer. Hvis der findes helte, så er Carsten Niebuhr – den eneste, der overlevede “Den Arabiske Rejse” – sådan en for mig. At rejse med respekt og lade fordomme smuldre; at lade en fremmed kultur æde sig ind under huden og samtidig bevare sig selv.
Dag 5
Giza / Pyramiderne
Vi kører tilbage mod Kairo. Vi forlader Alexandria, men pas på. Det er en elsker, der er svær at glemme. Den vil dukke op i din erindring og kalde dig tilbage. Og denne rejse er jo egentlig kun en introduktion – vend tilbage.
Vi kører mod ørkenen. Her starter den vestlige ørken og fortsætter ind i den libyske Sahara. Vi rammer kun den yderste kant, men man fornemmer det. (Hvis du ikke har læst Michael Ondaatjes roman “Den engelske patient”, må jeg opfordre dig til det. Romanen foregår i den vestlige ørken.)
Vi skal ud og se verdens ældste bygningskompleks, bygget af Djoser for mere end 4.500 år siden: trinpyramiden i Sakkara. Hele området ligger lige på kanten af det opdyrkede, frodige Nildelta og ørkenen. Skillelinjen er som skåret med en lineal. Vi springer parkeringspladser og isboder over og går op på skråningen og ser ind på trinpyramiden. Her kan vi stå alene og se, hvordan pyramidebyggeriet startede.
Få hundrede meter herfra ligger Serapeum, de store tyregrave. Den franske egyptolog Auguste Mariette begyndte at grave her i 1850’erne. Apis-tyren var hellig og blev begravet i underjordiske haller – du vil ikke tro dine egne øjne. Fra 1550 f.Kr. og næsten 1.000 år frem var disse tyre så hellige, at skarer af pilgrimme kom hertil.
Mariette ville gerne have en granitsarkofag med hjem til Louvre. Han fik den flyttet 15 meter, og man har ladet den stå der, hvor han gav op.
Giza / Pyramiderne
Mange år har jeg kørt forbi områdets eneste spisested. En turistfælde, mente jeg. Bare navnet “Pharonic Village” (!) Men Henrik Bilidt, en gammel rejsefælle fra Yemen, Iran og Libyen og erfaren Ægyptenrejsende, anbefalede stedet. Han kender familien, der driver det nu, med alt hvad der er af fætre og kusiner.
Jeg er ikke vild med, at tre musikanter spiller to minutter for mig, når jeg træder ud af bussen osv. Men tag ikke fejl: Familien har ikke et spisekort med 32 retter. De tilbereder en ret med grillet kød og friskbagt brød. Der er en grund til, at de arkæologer, der konstant graver herude, har deres faste borde.
Vi kører videre langs de frodige palmelunde og ørkenkanten. Vi skal se Ægyptens måske smukkeste monument. Er det den skandinaviske minimalisme og enkelhed, der slår igennem, når jeg siger det? Vurder selv.
Efter en halv time er der ørkensand igen, og vi ser den Røde Pyramide. Den har et svagt rødligt skær, og vi runder den og kører 200 meter frem for at gå ud i sandet og se den. Eftermiddagssolen bager ned på os.
Det var i Det Gamle Rige, for ca. 4.500 år siden, at dette tredje forsøg lykkedes. Når vi vender os, ser vi den helt magiske, men ikke nær så smukke, Knækpyramide. På den måtte man opgive den stejle hældning og rette ind på en 43-graders vinkel. De 43 grader holder man på den Røde Pyramide, og med sine 104 meter er det den tredjestørste pyramide. Enkel og afsindig smuk i det flimrende eftermiddagslys. Turen tilbage vil give plads til nogle smukke, præ-islamiske ørkendigte.
Vi kører mod Mena House Hotel. Det blev bygget i 1869 som privatbolig. I 1886 blev det åbnet som hotel. Under de to verdenskrige fungerede det som hospital. I 1952 blev det nationaliseret, men i 1971 solgt til Mr. Singh og udlejet til Oberoi Hotel. De har udvidet det med de tilbygninger, vi skal bo i. Selvfølgelig burde man bo i den gamle del. Men den er under istandsættelse.
Men skal man have luksus, så leverer de varen. Og selvfølgelig har vi de værelser, der har direkte udsigt til Keops, Kefren og Mykerinos. Det var Keops’ far (Sneferu), der byggede den Røde Pyramide. Så knægten havde det med hjemmefra.
Vi spiser i den store, gamle have med udsigt til de tre kæmper. Det nye Mena Hotel er ok. Men det er haven, jeg elsker. Frodighed og stilhed i et ellers larmende inferno. Og palmetræer, som man passer og plejer. Et par gode Gin & Tonics, og så kan man høre T.S. Eliot fremsige:
”I det svage månelys, synger græsset.”
”Der var strømme af ørkenstammer, de smukkeste mennesker, jeg har mødt i mit liv. Vi var tyskere, englændere, ungarere, afrikanere – alle var vi ens for dem. Gradvist blev vi uden fædreland. Jeg kom til at hade nationer… Der kunne ikke gøres krav på ørkenen, og den kunne ikke ejes – den var dug, der blev båret på vindene og aldrig holdt nede af sten…” (Michael Ondaatjes, ”Den engelske patient”)
Knækpyramide. En øvelse i pyramidebyggeri.
Paradishaven. Den indhegnede have. Hele Mellemøsten har dyrket haveanlæg.
”Den sidste mameluksultan i Cairo: Ved årsskiftet 1506-7 modtog sultanen fra Syrien trækasser, hvor der var træer med jord: Syriske æbler og pærer, kvæder og kirsebær og vinstokke, desuden blomstrende buketter, såsom hvide roser, narcisser, iris og andre syriske blomster. Han lod alle disse planter udplante i hippodromen under Citadellet – cirka 150 kamelladninger…” (Annemarie Schimmel, ”Små Paradiser”)
Udsigt fra værelserne på Hotel Mena House.
Jazz Lounge og Sundowner.
Dag 6
Giza / Pyramiderne
Vi starter tidligt. Mødes kl. 5.30. (Mens denne tekst skrives, er det for undertegnede stadig kun en drøm at se solen stå op over det eneste af verdens syv underværker, der stadig står. Selv kammeraterne i Eventyrernes Klub udviser (lidt) respekt.)
Vi går til pyramiderne fra hotellet. Det tager få minutter. Vi er de første – allerførste – der går ind til dette totale vanvid i sten. Keops-pyramiden alene består af 2,5 millioner sten, hver med en gennemsnitsvægt på 2,5 ton. Engang tilpasset med millimeters nøjagtighed. Indvendigt fyldt med lange korridorer og luftkanaler. Det er ret fascinerende, at man stadig ikke ved, hvordan pyramiderne blev bygget. Der er mange teorier, men man ved, at det var betalte arbejdere.
Og så kommer han jo ridende på sit æsel med sit måleudstyr – Carsten Niebuhr. I Keops-pyramidens skygge vil vi tale om hans utrolige opmåling. Vi slentrer rundt, til vi er mætte.
Når de andre turister ankommer, går vi tilbage til hotellet. Vi har brugt tre timer omkring pyramiderne, og nu skal morgenmaden nydes. Hotellet har en god pool og dejlig have, og vi har ikke noget program de næste timer – nyd en sandwich ved swimmingpoolen. Nyd en kølig Saqqara-øl til en god frokost i haven. Få maden serveret på din terrasse – pastaen er god.
Udsigt fra din altan på Mena house – Foto: Lone Bøgelund
En af de første dage læste jeg Baudelaires digt ”Berus dig” – det slutter: ”Man bør altid være beruset. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør. Vin, poesi eller dyd, som I vil. Men berus jer.”
Hen på eftermiddagen kører vi ind mod Kairo centrum ad den gamle landevej.
Carsten Niebuhr. Allerede i Kairo skiftede de til arabisk beklædning. Meget usædvanligt for europæisk rejsende.
”… disse eftermiddage ved Giza var den første af den danske ekspeditions store resultater. Det er værd at tænke på, at da general Bonaparte udtaler sine flotte ord om de fyrre århundreder, der betragter de danske soldater oppe fra pyramidernes toppe, havde en bondesøn fra det nordfrisiske marskland allerede 36 år forinden målt højden af de samme toppe med en unøjagtighed på knap en halv procent.”
(Torkild Hansen, ”Det lykkelige Arabien”)
Restauranten Abou El Sid
Arkæolog og fotograf Henrik Brahe, der kom her ofte, anbefaler: ” Fyldt Due.” Det er jo det man spiser her — siger Mr. Brahe.
Højt over byen ligger Gayer Andersons hus. En dejlig, excentrisk irskmand overtog et legendarisk hus/sted. Han kom som læge – først til den engelske hær og senere den ægyptiske hær – hvor han blev major. Han blev pensioneret i 1924, og fra sin Nil-båd – ikke langt fra huset – begyndte han at opkøbe antikviteter.
Op mod murene af Ahmad ibn Tulun-moskeen blev der i 1500-tallet bygget dette klassisk smukke Kairo-hus. De fleste blev revet ned, men i 1935 overtog Gayer huset, satte det i stand og fyldte det med antikviteter. (Dog blev nogle af de finere emner flyttet til England, og I skal høre om, hvordan en af British Museums absolutte markører er en gave fra ham.) Han gav huset som gave – med indhold – til Ægypten, da han blev syg, og tog hjem i 1942. Kong Farouk udnævnte ham til Pasha, en titel han tog med sig i graven i 1945.
Gamle myter om huset vil blive genfortalt – de er ikke kedelige. Måske holder jeg mest af historien om husets magiske brønd: “The well in the house is said to possess miraculous qualities – for example, a lover gazing into the water would see the face of his or her sweetheart instead of his/her own reflection.”
Huset og specielt tagterrassen blev rammen for flere scener i James Bond-filmen *The Spy Who Loved Me*. Fra Gayer Andersons hus ser vi over på Ibn Tulun-moskeen. En af de ældste i Ægypten, fra dengang den islamiske verden blev styret fra Bagdad. Bygget i 876-879. En smuk hilsen til islam, der nåede Ægypten i 641.
Men nu er det tid til en sundowner. Jeg kender en jazz-lounge på 22. etage – med udsigt over Nilen. Vi nyder synet af verdens længste flod – 6.500 km – med udspring i Etiopien ved Tanasøen. Der spilles Frank Sinatra, Billie Holiday og Nat King Cole. Ved sidste besøg mixede bartenderen en ret god ”Sidecar.” (Two parts cognac, one part Cointreau, and one part lemon.)
Mens mørket æder sig ind, ser vi en lille båd lægge til ved en mole – det er vores båd – der skal sejle os videre ned ad Nilen mod Zamalek. Vi driver mod Middelhavet. Vi vil lytte til noget af det eneste, der har kunnet samle hele Arabien: musik af Umm Kulthum – hele Arabiens moder. Og hvis I ikke voldsomt forhindrer det – lidt Leonard Cohen. Bare lidt.
Vores bus venter ved kajen og kører os til restauranten Abou El Sid i Zamalek-bydelen. Både indretningen og maden er af rigtig god ægyptisk kvalitet. Franskmændene har hjulpet vinslottene i Ægypten, og her får man den bedste vin, Ægypten kan levere. Det er særdeles godt – fordi vi er her! Men man køber den nok ikke med hjem.
Lad os huske den persiske 1300-tals-digter Hafez:
”At opgive kærlighed og vin … Nej, det gør jeg ikke… Lyt til vinhusets bud: Drik ud! Se, det er en fornuftig historie. Beklager, men at tro på præstens æselord? Nej, jeg gør det ikke!”
Vi kører så hjem til Mena House. Måske mødes vi på et af værelserne og får en gin & tonic og nyder udsigten.
Gayer Anderson House
Uden Nilen ville vores egyptomani og besættelse af egyptisk kulturarv i dekorationer, arkitektur og litteratur slet ikke eksistere. Der ville hverken være hieroglyffer, pyramider eller faraoer. Shakespeare ville ikke have skrevet Antonius og Cleopatra. Louvre i Paris ville ikke være så majestætisk. Dronning Nefertiti ville ikke være kultursymbol for Berlin. Og ny Carlsberg Glyptoteket ville formentlig være et meget kedeligere sted.
Fra en artikel der afdækker forureningen af Nilen af Waleed Safi i Information (Udland, 28. juli 2022)
Men Safi kan ikke skjule sin glæde over hjemlandets flod og sorg over man ikke passer på den.
Nilen løber igennem Cairo
Grand Egyptian Museum
Grand Egyptian Museum: To figurer fra Ptolemæer-perioden hentet op af havet ud for Alexandrias kyst.
Dag 7
Giza / Pyramiderne
Det er sidste dag. Morgenmaden i Mena Houses have er ikke så ringe. Vi forlader hotellet, når vi har nydt formiddagen. Inden hjemrejsen skal vi opleve det nye Grand Egyptian Museum. Vi har ansøgt og købt et ophold. Ingen ved helt, hvorfor man ikke åbner. Årtier er gået. Men forhallen og udstillingerne op ad trapperne er nytænkende og imponerende.
Den 3.200 år gamle, 10 meter høje og 83 ton tunge farao Ramses II tager imod os. Og turen op og ned ad trapperne er en lystvandring gennem Ægyptens historie.
Jeg vil blot vise jer Akhenaton-figuren. Denne farao (1300-tallet f.Kr.) er en historie, der overgår fantasien. Han kasserer alle de magtfulde guder og præster i Theben (Luxor). Han ændrer også kunstudtrykket radikalt. Skulpturerne, og ikke mindst dem af ham selv, leger ofte med det feminine og tvekønnede – på en ret fascinerende måde. Han introducerer monoteismen i verdenshistorien. Der er kun én Gud, og det er solguden Aten.
Det stod ikke lige i ørkensandet eller i stjernerne og fik to af de tunge gamle drenge op af stolen. Thomas Mann og Sigmund Freud har nogle herlige teorier. Mytebålet er tændt, og vi varmer os ved det.
Vi mødes på en af de nye restauranter i forhallen. Det er Kairo street-food-restauranten Azure. New York Times skrev, da de åbnede en afdeling i New York: “It opened its first store in NYC … The award-winning falafels, fluffy pita, intimate home-style koshari, 12 spice-blend dukka fries and olive oil-drenched hummus all make you want more before you’ve even left.”
Azure var ikke åbnet ved mit sidste besøg i forhallen. Men det lyder som et godt sidste måltid – inden vi kører mod lufthavnen.
Vi flyver kl. 16.35 og lander kl. 22.40 med Austrian Air (1 mellemlanding). Vi flyver med Austrian, fordi det giver os næsten en hel dag mere i Kairo. (EgyptAir flyver direkte, men vi skal være i lufthavnen kl. 8.30.)
Rejsemagasinet Khamsa om Azure:
Nothing about the restaurant is mundane – especially not the branding. Using Cairo-based calligrapher Mohamed Mohamed (Zizo) to create a unique type for the brand, Azure displays its food on what seems to be canvas. The wrapping paper, napkins, food trays and takeout bags could all be framed as artwork.
Akhenaton-skulpturen har jeg ikke lyst til at gengive her; den er magisk og skal opleves på stedet. Til gengæld gengiver vi Akhenatons berømte hustru, Nefertiti.
Lunch and Dinner
Restaurant Abou El Sid i Zamalek
Dag 1
Kairo
Aftensmad: Assorted Egyptian & Lebanese Appetizers
Tehina, Babaghanouj, Yoghurt with Cucumber, Chick Peas, Hot Kobebas, served with freshly Baked Bread and lentil Soup / Mix grill, charcoal grilled Kebab, Kofta and Shish Tawouk, served with oriental rice topped with fried nuts and garden Vegetables
Vegetarian Main Course (Vegetarian Mesakaa Tajin & Okra Tajen) Served with white rice and oriental pastries (Konafa, Basboussa, Baklawa)
________________________
Dag 2
Kairo
Frokost: Restauranten Naguib Mahfouz: Kulgrillede kalvekuber, hummus kikærtercreme toppet med olivenolie.
Aftensmad: Hotel Riads:
LENTIL SOUP MOMBAR (a Kind of Egyptian Popular Dish is Made From Beef Casing Stuffed with Rice and Fresh Herbs) – 3 plates, ZEEYARA OLIVES (Selection of Black and Green Olives with Our Special marination) DUCK PIE, SAUSAGE PIE, HOT WINGS (please note that hot wings will be cooked with our traditional way (Lemon & Garlic) KESHK CAMEL MEAT BALLS – HUMMUS TAHINI BABA GHANOUSH BESARA VINE LEAVES SAUTEED VEGETABLES
_________________________
Dag 3
Alexandria
Frokost: Hotel Metropols tagterrasse: Friterede, marinerede blæksprutter serveret med tartarsauce og Hummus tahine.
Aftensmad: Restaurant The Greek Club: Vælg din fisk ved isbordet. Anbefales HAVBARS og DORADER. Græsk is!
_________________________
Dag 4
Alexandria
Frokost: Fiskemarkedet: Vi starter med havrejer og får derefter en fisk fra Nilen. En ferskvandsfisk med fin smag.
Aftensmad: Vi går ind i Alexandrias sydende bydel. Kun 5 min. fra hotellet. Her ligger El-Wahash (The beast). På en fin balkon. Vi starter med Ægyptens mest berømte suppe: Molokhia: Masser af hvidløg og coriander tilsat. Vi får – blandt andet en rice sausages og andet godt fra grillen. Risen er meget let og fin. En brun ris der kun vokser ved Alexandria og Port Said. Kaffe og kage tager vi på legendariske cafe Triaon. Det gjorde Cavafi nemlig næsten hver dag. Det er 5 min. fra restaurant.
_________________________
Dag 5
Sakkara / Kairo
Frokost: Faraonisk Veillag Turisme: Blandet grill. Ris / Tahine / Baba Ghanug / Eg Plant.
Aftensmad: Hotel Mena House: Bryder mine egne regler. En buffet der gør ordet buffet til skamme.
_________________________
Dag 6
Kairo Zamalek
Frokost: Ved Mena House-have, ved swimmingpoolen eller på din altan. Pastaen anbefales.
Aftensmad: Abou El Sid i Zamalek:
1. El Sids bakke: Tahini, yoghurt, agurker og mynte-dip mm.
2. Kalvekød og perleløg Tagine.
3. Mohalabiyya: Dette er den klassiske dessert i Mellemøsten. Legend has it that Mahalabia owes its origin to Persia, all the way back to the 7th century during the Umayyad Dynasty. There was this Arab general called al-Muhallab ibn Abi Sufra. He had a Persian cook who served him the most delicious Persian milk pudding.
_________________________
Dag 7
Frokost: Grand Egyptian museum, street-food restauranten Azure med award vindende falafels, fluffy pita, intimate home-style Koshari, 12 spice-blend Dukka fries and olive oil-drenched hummus.
Litteraturliste Kairo Alexandria
Min tekst hviler på denne litteraturliste. Derudover, Morten Søndergaards digtsamling Døden er en del af mit navn, 2016 (Gyldendal) og Jes Stein Pedersen artikel i Politiken d. 4 maj, 2002 “Åh, Alexandria!”
The Map of Love af Ahdaf Soueif
CAIRO since 1900, an architectural guide af Mohamed Elshahed
Orienten som horisont – i europæisk litteratur gennem det 19. århundrede
Fotografier fra Cairo af Niels Nedergaard, udgivet af Davids Samling
Beskrivelse af Arabien af Carsten Niebuhr
Det begyndte med Kairo af Karin Westerlund
Egyptologist’s Notebooks af Chris Naunton
Jagten på Tutankhamon af Nicky Nielsen
Det lykkelige arabien af Thorkild Hansen
Mens vi venter på barbarerne af Konstantinos P. Kavafis
The English Patient af Michael Ondaatje.
Små paradiser – Blomster og haver i Islam. Annemarie Schimmel
Alexandria-Kvatetten (trilogi) af Lawrence Durell
JEG LØB MOD NILEN af Alaa Al-Aswany
The Story Of Writing af Andrew Robinson
Mrs. Tsenhor: A Female Entrepreneur in Ancient Egypt af Koenraad Donker van Heel
Midaqgyden af Naguib Mahfouz
INDTRYK FRA CAIRO af Ole Ross
Muslimernes Muhammad – og alle andres af Jakob Skovgaard-Petersen.
Pension Miramar af Naguib Mahfouz
Praktisk information
Rejsen er udarbejdet i samarbejde med Stjernegaard Rejser
Alt det praktiske tager de sig af.
Stjernegaard Rejser er i dag en af landets stærkeste arrangører af grupperejser.
Rejsen er sammensat af undertegnede, og hoteller og restauranter og flyselskaber er mine valg.
Dette kunne ikke lade sig gøre uden Stjernegaard Rejsers hjælp.
Bemærk: deltagerantallet er begænset til 14 personer. Garanteret afrejse ved 10 deltagere.
– Tom Christoffersen
Nefertiti og Akhnaton 1370 f.kr.
Inkluderet i prisen
Flybilleter København-Cairo t/r
Hoteller
Alle måltider (morgenmad, frokost, middag) incl. drikkevarer.
Alle entreer.
Fast bus hele turen og med guide.
Alle drikkepenge (chauffør og guide) og også på restauranter
Visum
Vin, kage og kaffe ved diverse stop.
Alt som i alt. Og dog: Når vi er i jazz-lounge sidste aften betaler I selv jeres cocktails.
6 nætter / 7 dage:
2 nætter i Kairo / Hotel Riad
2 nætter Alexandria / Hotel Cecil ( havudsigt )
2 nætter Kairo/ Giza Hotel Mena House ( Direkte pyramide udsigt )
Ikke inkluderet i prisen
Gouda årsrejseforsikring inkl. sygeafbestilling 1.145 kr. per person (over 70 år: tillæg på 360 kr.).
Tillæg for bagage 230 kr.
Gouda sygeafbestillingsforsikring uden køb af Gouda årsrejseforsikring: 6 % af rejsens pris.
Ekspeditionsgebyr 200 kr. pr. ordre
Såfremt man ønsker at forlænge opholdet efter endt rundrejse vil der være et tillæg på 250 kr. pr. person, samt evt. ekstraomkostninger i forbindelse med ændring og ombooking af flybilletten.
Pris
7 dages rejse: 25.600 kr.
Enkeltværelsestillæg: 8.800 kr. (beløbet er 1500 kr. under det vi skal betale hotelerne. Vi beklager prissætningen, men kan ikke ændre den)
Max. deltagerantal: 14 (15 hvis et ægtepar melder sig til som de sidste)
Garanteret afrejse ved 10 deltagere.
Rejsens pris
Det er en dyr Ægypten rejse.
Hvorfor :
Det er dyrt ikke at rejse på hold med 20 – 25 og kun 10 – 14. Mange grundudgifter er de samme. Men vi mener at der er stor kvalitet forbundet med det. Det er lettere at komme på de gode restauranter. Lettere og hurtige rytme i rejsen.
Vi bor på rigtig dyre hoteller eller hoteller det koster stor energi at få booket.( …. og ekstra beløb )
Hvorfor : Jeg mener oplevelsen styrkes. I Iran bor vi 4 min gang fra ruinerne i Persepolis. Vi står foran ruinerne om aftenen og ser dem i måneskin. Vi er de første der går ind når de åbner — i det første sollys. Der går timer inden de andre kommer inde fra Shiraz. I Ægypten bor vi på Hotel Mena House. Fra du slipper kaffekoppen til du står foran Gizapyramiden går der 7 min. Vi er der først og har nydt månelyset over stenhobene fra vores værelser om natten. I Aswan (en rejse vi er ved at planlægge) bor vi på Cataractas. Her skrev Agathe Christi dele af Døden på Nilen. Det er hundedyrt og alle pengene værd – check lige: historichotels.org/hotels-resorts/sofitel-legend-old-cataract-aswan
Sådan er alle hoteller udvalgt. Dette er blot 3 eksempler. Samtidig vælger vi historiske steder. Steder hvor mytologien hænger i væggene. Hvor myten og de gode historier lever. Det koster ekstra og du skal kun tage med Arttravel hvis du mener — sådanne oplevelser er pengene værd.
I Kairo ligger der stribevis af 5 stjernede hoteller. De fleste er uinteressante med for meget marmor og grimme guldhaner og skabt til nyrige fra golfen. Men det gamle Nile Hilton har stadig noget af 50er modernismen og så den pragtfulde udsigt over Nilen. Fra de rigtige værelser. Ja tak.
Vi spiser aldrig buffet på hotellerne. Der er ellers store penge at spare her. Vi opsøger i stedet restauranter der er stolte af landets madtradition. Både frokost og aftensmad. Og alle måltider er inkluderet. Og her læser vi anmeldelser og får goderåd og forbedrer og ændrer hele tiden udvalget.
Rejserne er dyre. Vi har respekt for dine penge.
Tom Christoffersen
Tilmelding
Du kan tilmelde dig herunder. Tilmeldingen sendes til Stjernegaard Rejser.
Du er altid velkommen med alle typer spørgsmål.
Ring til Tom Christoffersen på +45 26 37 72 10 eller Stjernegaard Rejser på +45 45 26 00 00.
Du kan også skrive til os på arttravel@tomchristoffersen.dk eller rejser@stjernegaard.dk.
Bemærk: deltagerantallet er begrænset til 14 personer. Garanteret afrejse ved 10 deltagere.
