Kunst og kulturrejse til Libanon
Et samarbejde mellem Galleri Tom Christoffersen og Stjernegaard Rejser
Afrejse fredag 2 juni, 2023 (udsolgt)
Afrejse 13 oktober, 2023 (udsolgt/aflyst)
Afrejse 24 maj 2024 (udsolgt/aflyst)
Afrejse 31 maj 2024 (udsolgt/aflyst)
Afrejse 20 september 2024 (aflyst)
Nyheder
Grundet udviklingen i området, er alle rejser aflyst. Den libanesiske forfatter Etel Adnan har skrevet bogen “DEN ARABISKE APOKALYPSE” der har Beirut som udgangspunkt. Bogen er netop oversat til dansk. Køb den, læs den.
—————–
I juni 2023 var vi en gruppe, som rejste den tur, vi her beskriver. Vi følte os velkomne. Vi følte os på intet tidspunkt utrygge. Men tag ikke fejl – det er en hård kamp for libaneserne. Mod det sædvanlige sekteriske, korrupte politikske system og en bombe i havnen, der smadrede så meget. Dertil en opædende inflation.
De dyre dele af byen er stadig fyldt af sår. Men andre områder er tilbage for fuld kraft. Man taler om det libanesiske mirakel – vil det ske igen? Der, hvor de unge kommer, og hvor man ikke skal være rig for at gå på bar, handle og spise, er byen sig selv igen. Det er vildt smukt at se, at græsrødderne ikke lader sig ødelægge. Armenien Street og hele området omkring Gemmayzeh i Østbeirut sprudler. Her skal vi på bar. Her har vi bestilt bord. Her afslutter vi rejsen med et måltid, der smager af Libanon.
Politisk har der været et lyspunkt omend kun en lille flamme. Læs om de 13 nye mandater i Politikens artikel:
Siden har Israel og Libanon indgået en aftale om inddelingen af et olierigt havområde. Også en ret god nyhed.
8 dage
Maks. 14 deltagere
Garanteret afrejse ved 10 deltagere
Koujak-Jaber-bygningen i Beirut.
Vi besøger om søndagen 6 arkitektoniske perler. De ældste tilbage fra 1920’erne.
En helt ny udvikling ramte Libanon i efteråret 2019
Libanons historie og sammensætning minder om et kludetæppe. Religion – i alle retninger – har slået sig ned i landet og skabt et fascinerende mønster. En opdeling af magten mellem alle disse parter har holdt landet sammen. Og alt imens der kun skal en anelse ro til, for at handel og udvikling buldrer frem, har det også ødelagt andre dele af samfundet. Sekterisk nepotisme og korruption har lammet landet. En stor del af ungdommen er blevet uendelig træt af denne religiøse lammelse. Gaderne har været fyldt af både unge og ældre mennesker, der med stor kærlighed til netop landet har krævet forandringer og bedt den gamle magtelite om at forsvinde.
Vi følger nøje udviklingen og Udenrigsministeriets anbefalinger. Indtil nu har demonstrationerne været fredelige, men skulle dette ændre sig, og turen blive aflyst, betales det fulde beløb tilbage.
Læs artiklen i Politiken: Vrede folkemængder kræver alle ministre og hele toppen fyret
Otte dage i Mellemøstens Paris og omegn.
Libanon er kun på størrelse med Sjælland og Fyn, men landet som en prisme, som spejler hele den europæiske og mellemøstlige historie.
I den lille havneby Byblos så man ofte Brigitte Bardot, David Niven og Marlon Brando. De kom for at nyde livet og hænge ud på Pepe’s Fishing Club. Det samme går vores rejse ud på. Vi skal hænge ud på Pepe’s og nyde livet i en slags pilgrimsrejse tilbage i historien.
Der er mange mytologiske skæringpunkter, og drøm og virkelighed vil konstant overlappe hinanden.
Men den politiske og religiøse virkelighed, som Libanon i den grad kæmper med, er en særdeles vigtig medrejsende. I Thorkild Hansens roman ”Det lykkelige Arabien” skriver han, at man med den danske ekspedition (1761-67) prøvede ”at forene det lærde med det eksotiske … begejstringen for videnskab og sværmeriet for det fremmede…” Modet til både at være saglig og sværmerisk romantisk er en grundidé i de rejser, Arttravel præsenterer sammen med Stjernegaard Rejser.
Få hundrede meter fra Pepe’s Fishing Club ligger det antikke Byblos. Her finder man for første gang i verdenshistorien alfabetet i en længere tekst. De gamle fønikiere var innovative for 3.500 år siden. Jupiter- og Bacchus-templerne i Baalbek findes ikke større, og det er overvældende og lidt vanvittigt at erkende i denne lille provinsby.
Vi skal også til Anjar og vandre rundt i den tidligste og eneste by fra Umayyad-dynastiet, hvor vi ser islamisk arkitektur fra den første vigtige periode. Derefter skal vi videre gennem Bekaa-dalen. Her ligger der vinslotte som perler på en snor. Vi har valgt det ældste vinslot og vil nyde smagen af dalens fede jord som de franske vinstokke har suget op.
Turen går ind i bjergmassiverne, der skærer sig igennem landet. Vi passerer et af de højeste bjergpas, som er lukket af sne fra sidst i oktober til langt ind i marts. Vi skal se de Cedertræer, som skovhuggerne ikke fik fældet. Gennem årtusinder blev træerne brugt til templer og kongebåde. Fra persiske paladser over Salomons Tempel i Jerusalem til dødeskibet for foden af Giza-pyramiden.
Alt dette skal krydres med libanesisk mad, der udmærker sig ved at blande det bedste fra Mellemøsten med enkelte franske fristelser. Libanon er et land, man smager på!
Og igen hotellerne er nøje udvalgte.
Vores hotel byder på en af de bedste tagterrasser i Beirut, og det er her, dagen begynder. Vi har, helt bogstaveligt, Middelhavet glimtende lige foran morgenkaffen (se foto). Hen under aftenen vender vi tilbage og nyder den kølige hvidvin fra Bekaa-dalens fede jord – den er endnu mere intens, når mørket lukker sig om byen.
Palmyra Hotel i Baalbek er virkelig (ikke bare som en frase) gjort af det stof, man skaber drømme af. Her sad Miles Davis og Joan Baez på terrassen, og Einstein og den franske digter Jean Cocteau havde svært ved at komme videre ud i landet. Vi lytter til de største arabiske sangere og lidt Leonard Cohen. Fra hotellets gamle opholdsstue ser vi over mod Jupiter Templet. Er der noget som støvede templer i måneskin?
I Byblos bor vi på byens bedste hotel, få meter fra havet og havnen (se foto).
Sidste nat har vi valgt et hotel med international klasse. Man kalder jo stadig Beirut for Mellemøstens Paris. Lonely Planet skriver om vores hotel Albergo:
”As classy as they come, the Albergo is undoubtedly Beirut’s best hotel and is a wonderful choice for those who can afford the hefty price tag. Guests enjoy decor rich in art and antiques, a rooftop pool, the city’s best …”
Måske kan vi fange lidt af den Middelhavsstemning som Marguerite Duras beskriver i romanen Med Blå Øjne Sort Hår.
Det var en usædvanlig mild aften, ikke en vind rørte sig, hele byen var ude, man talte kun om den lune luft, en temperatur som i kolonierne, Egypten om foråret, øerne i det sydlige Atlanterhav (…) man måtte nyde det inden man døde, for man kunne ikke vide, om Gud ville lade én opleve så smukke aftener igen.
(Samlerens Forlag 1987)
Libanesisk kat hviler sig i Deir al Qamar.
Al-Omari Grand Mosque i Beirut.
Lebanese cuisine is one of the world’s finest; eating is a highlight of any trip here. Most meals start with a choice of mezze (small dishes) and are a godsend for vegetarians. Seafood and grilled meats often feature as mains, and decadently sweet pastries follow.
– New York Times
8 dage i Libanon – program
Morgenmad på tagterrassen på vores hotel i Beirut.
Restaurant Casablanca
Spinx: Årgang 43 nr. 2 skrev: Har du nogensinde haft fornøjelsen at spise mezze, så er du som jeg nok ikke i tvivl om, at det er en af de bedste måder i verden at spise på. Mezze er et væld af små retter, der rammer bordet som haglbyger……mezze er indbegrebet af social mad, man deler og nyder, dypper og byder, og brækker af brødet igen og igen. (Anne Hjernør)
Dag 1
Vi rejser fra København tidligt fredag morgen med Lufthansa og lander kl. 16.30. (Vi har fravalgt MEA, da de lander 3.30 om natten). Vi kører direkte til vores hotel, der ligger ud mod vandet ved Cornichen. Hotellet er valgt ud fra beliggenheden, som byder på udsigt til Middelhavet og en tagterrasse, der er som skabt til en Gin Tonic. Efter drinken går vi over gaden til den meget flot indrettede restaurant Casablanca, der ligger i et ældre, renoveret hus med balkon og udsigt til havet.
https://www.instagram.com/casablancabeirut/?hl=da
Sidst vi var her, nød vi Bekaa-dalens fyldige druer, mens solen blev ædt af havet. Vi tænkte på Per Kirkeby, som i det afsluttende vers i sin digtsamling Perspektivet, skriver:
Solen går ned (…)
alt står stille
tre blåhvide sejltrekanter langt væk bag silhuetterne
her kommer jeg ikke engang i seng når solen er gået ned
(Borgens Forlag 1976)
Beirut har lagt jord til både fønikiere, grækere, romere, byzantinere, arabere og korsriddere. Senere sad de tyrkiske ottomanere her og uddelte magten til kristne og drusere, og senere igen blev byen (og landet) fransk mandat-område. De har alle sat deres spor. Det var den romerske kejser Augustus, der navngav byen efter sin datter. Hun hed Colonia Julia Augustus Felix BERYTUS. Det er smukt at opkalde en by efter sin datter.
I 15 år var Beirut skueplads for en ødelæggende borgerkrig (1975-90), hvor store dele af byen blev udraderet. Men med en nærmest umådelig kraft rejser landet sig igen og igen. Mishandlet og forkælet i århundreder. En falmet skønhed. Beirut næres af havet, som den ægyptiske havneby Alexandria, og har den samme duft af historie, død og lidenskab.
For nogle år siden udvalgte The New York Times byen som den vigtigste af 44 besøgsdestinationer. UNESCO udnævnte byen til “World Book Capital“ med ordene: “emphasizing cultural diversity and dialogue
…”
Dag 2
Vi får morgenmad på tagterrassen. Solen rammer ofte havet, så himlen ligner indersiden af en østersskal.
Vi kører først 15 km ud af byen. Her ligger en smal strimmel land, der i årtusinder har givet alverdens hære en passage mellem havet og bjergene. Libanonkæden lukker alt af, men ved forbjerget er der en smal passage kaldt Nahr El Kelb. Helt frem til vor tid har hærførere sat deres indskrifter i bjergvæggen. Stedet er ikke særligt agtet. En smal sti, der er aflåst med en rusten jernlåge, fører over en aldeles grim tunnel, der dækker over en larmende motorvej. Men stedet er yderst vigtigt. Vi har fundet manden med nøglen til lågen, og der venter indskrifter af Ægyptens nok største farao Ramses II. Og mange andre. Vi skal høre om verdens første nedskrevne fredsaftale og andre mytiske historier.
Men vi er også på vej til bjerget Harissa. Her, 800 meter over havet, finder man: “The Shrine of Our Lady of Lebanon — it draws millions of faithful both Christians and Muslims from all over the world.” ( Citat Wiki. )
Udsigten over Beirut er fantastisk og den 13 ton tunge Maria af bronze er vel også interessant, fordi både kristne og muslimer mødes her. Ifølge Bibelen besøgte Jesus flere gange Libanon, hvor folket viste større interesse for det nye budskab.
I et stille hjørne vil vi med udsigten over byen lytte til Libanons største sanger Fairuz. Hendes sang LE BEIRUT er fyldt af smerte og sorg. Da den franske præsident for nyligt kom til Libanon, ønskede han ikke at mødes med de korrupte politikere men med Fairuz, og hun fik tildelt Légion d’honneur.
Turen går tilbage til Beirut, hvor vi besøger Libanons – og nok Mellemøstens – førende galleri: Saleh Barakat Gallery. Han har valgt kun at vise kunstnere fra Libanon og nabolande. Et imponerende fravalg i en by, der dyrker penge og statussymboler. Vi møder ejeren Saleh til en rundvisning. Vi spiser en sen frokost på en af de bedste restauranter, der ligger yderst på klippekanten, og vi går langs Cornischen hjem til Bay View hotel.
Om aftenen spiser vi pizzaer hos nogle unge folk, der har startet et flot sted i den aldeles levende Armenia Street. Byens stemning er lige dele livsglæde og melankoli. Vi prøver at indfange stedets ånd.
Første aften spiser vi på en af cornichens bedste restauranter med udsigt til de smukke Pigeon Rocks.
Journalist og forfatter Puk Damsgaard på sin Instagramprofil, oktober 2019
“Bremserne holdt kun op med at virke en enkelt gang, da Simon Jul og jeg kørte rundt i Libanon. Det var i begyndelsen af oktober, hvor folkeopstanden ulmede. Vi besøgte et land, hvor befolkningen er verdensmestre i at gå gemmen ilden med rank ryg”
Såfremt Puk Damsgaard er i Beirut (hvor hun bor) møder vi hende en af dagene i Beirut.
Museets katalog skriver: Silenus – this demi-god is most well-known for his permanent drunkness.
Græsk mosaik med tekst om jalousi.
National museet i Beirut
Forgyldt broncestatue af den fønikiske gud Reshep.
Byblos, 19.-18. århundrede f.v.t.
Dag 3
Det viser sig, at der siden 1920 har været overskud til arkitektur af første klasse. Jeg har udvalgt seks perler til os. Her skal blot nævnes tre af stederne. Holiday Inn: Få uger efter åbningen af dette hotel brød borgerkrigen ud. Det var ikke mange, som fik spist et måltid i den roterende restaurant på toppen eller svømmet i poolen på taget med udsigt over havet. Arkitekten bag er Andre Wogenscky. Han var student af Le Corbusier og den libanesiske arkitekt Maurice Hindied, og hans bygning fremstår i en stil, som mange i dag kalder ”brutalistisk arkitektur”.
Bygningen blev et centrum for kampene (ofte kaldt Hotelkrigen) i 15 år, og af uvisse årsager står den i dag med alle sine sår.
Kun få 100 meter derfra finder vi: Beirut Terraces, der er bygget af det Schweiziske firma Herzog og de Meuron (som også står bag Tate Modern). Iblandt de iskolde og intetsigende glashuse rejser denne hvide 110 meter høje bygning sig på betagende vis med dets forskudte terrasser, der giver plads til planter og skygge.
Vi skal se det berømte: The Egg. Tegnet af den libanesiske avantgardearkitekt Joseph Philippe Karam (1923–1976). I dag er bygningen et vartegn og mødested for dem, som ønsker omvæltning. Trafikken og meget andet er kaos. Men det er weekend, og på en søndag formiddag er byen i laveste gear.
Og vi skal se mere endnu mere formidabel arkitektur.
Vi skal også besøge Nationalmuseet, som måske er det bedst indrettede af sin slags i hele Mellemøsten. Der er perle på perle. Her findes, for blot at nævne et par eksempler, den smukke og melankolske gengivelse af vinguden Bacchus samt en helt enestående mosaik af den legendariske romerske drukkenbolt Silenus. Museets katalog skriver: ”… in the form of a cheerful old man, red-faced, bearded. Most welknown for his permanent drunkness…”
Og på den lille tavle må man ikke overse indskriften om den værste sygdom. Den, der æder kroppen: Jalousi.
Men for undertegnede er den vigtigste genstand Ahirams kiste, fundet i Byblos. I Byblos fandt man kisten i en 17 meter dyb skakt. På kistens låg ser vi en af verdens første revolutioner: Alfabetet – fønikiernes gave til verden
Vi spiser frokost på en af de gamle trapper i Gemmayzeh i Østbeirut. Derefter slentrer vi gennem byen ned mod Mohammad al Amins Moskeen, der har Hagia Sophia som forbillede. Vi passerer romerske ruiner, kirker og The Egg – ren avantgardearkitektur fra 1960erne.
Her tredje aften spiser vi på en rimelig (kun rimelig) god restaurant, der mest er valgt, fordi den ligger på klipperne ved havet og kun 100 meter fra det berømte Pigeon Rock. Lidt turistet men hold nu kæft, hvor er det Beirut. Vi spadserer derned. Vi vil møde unge muslimske piger, som er totalt tildækkede. Vi ser dem også med tørklæde og stramme cowboybukser. Deres brødre på rulleskøjter og trimmet hos frisøren i downtown. Andre springer ud af smarte biler, der spiller den sidste nye technomusik. De er på vej mod byens natklubber og meget lidt tildækkede. Familier med larmende børn, iskageboder, smarte cafeer med havudsigt og tilbud på cocktails. Nygifte drømmende par.
Dette er Beirut, og vi er her. Vi går he
Beirut Terraces og i baggrunden det legendariske Holiday Inn.
Sameksistens?
Den store kirke St. George Maronite Cathedral ligger kun få meter fra Al-Omari moskeen (Grand Mosque).
Umayyad-ruiner i Anjar.
Domaine des Tourrelles-vingården. Forud for aftapning undergår vinene en mild filtrering, klaring med et organisk vegetabilsk middel og en minimal tilsætning af svovl. Vinene udvikler sig yderligere i flasken op til to år inden frigivelsen.
Vinmark i Bekaa-dalen.
“Baalbek’s Palmyra Hotel is a time warp with a history almost as rich as the Roman site of Baalbek itself. The hotel was originally established by a Greek businessman in 1874. He recognised the appeal of the stunning ruins, which sit just across the road, long before the site was first excavated in 1884. Since then, the Palmyra Hotel has seen two world wars and a brutal fifteen-year-long civil war. Amazingly though, it has never closed its doors for a single day.”
Højsangen (Biblen, kap. 4, vers 11): “Dine læber drypper af sødme, min brud, under din tunge er honning og mælk. Dine klæders duft er som Libanons duft”
Højsangen (Biblem, kap. 7, vers 11) “Kom min ven, vi skal ud på landet, blive i landsbyer natten over, vingårde søger vi årle, vi ser om vinstokken skyder, om knopperne åbnes, granatæblet blomstrer. Der giver jeg dig min kærlighed”
Dag 4
Vi spiser morgenmaden på tagterrassen. Morgenstemning og udsigt over Middelhavet og Beirut. Koffein virker lindrende, når man har nydt Beiruts natteliv eller bare et par Gin Tonics på tagterrassen. Vi forlader Beirut i dag men kommer tilbage til denne by, der dyrker livsnydelse og skønhed – iblandet den værst tænkelige muslimsk/kristne fanatisme.
Vi kæmper os ud af byen og op i Libanons bjerge. Vi drikker en ekstra kaffe på det smukke torv i Deir al-Qamar. Her har muslimer, drusere og kristne haft sommerresidens i århundreder, og digterne flokkedes om byens torv. Moskeen Fakhreddine er en af de mindste og blandt de flotteste. Den blev bygget i 1493 i Mamelulouk-stil. Her ligger også kirken Our Lady of the Hill, hvis historie er en af dem, jeres rejseleder elsker. Romantisk og ret håbløs (den får I på torvet). Det, der engang var en synagoge, er i øjeblikket lukket, men igen har vi fundet damen med nøglen, og vi træder ind.
Libanons historie er fyldt med død og ødelæggelse. Den historie bliver vi nødt til at huske. Men samtidig var der perioder, hvor man godt kunne finde ud af det: Synagoger, kirker, moskeer og bedesale for drusere står i samme lille by, hvis navn betyder “Månens kloster“.
Vi bevæger os ned mod den legendariske Bekaa-dal. Vi forlader et område, hvor flertallet er kristne Maronitter, og rejser ind i en dal, der er styret af Shiamuslimer.
Vi vil bruge en del tid i bussen på at få styr på dette religiøse kludetæppe. Libanons grundlov foreskriver, at statsministeren skal være sunnit, præsidenten kristen og formanden i nationalforsamlingen shia. Det bliver ikke kedeligt. Som opvarmning kan jeg nævne, at Shia Hizbollah støttes i parlamentet af stærke kristne grupper. De har netop været fælles om at forbyde den nye Barbie film.
Men som den gamle chefredaktør fra Politiken, Herbert Pundik, sagde til mig, inden han rejste med mig til Iran: ”Vi vil ikke rejse rundt som blinde høns.” Den politiske virkelighed er en særdeles spændende del af denne rejse.
Her i Bekaa-dalen finder vi noget af den bedste jord til vindyrkning. Man bygger stadig flere Shiitiske moskeer og henne om hjørnet nye vinslotte. Disse besynderlige og konstante sammenstød gør Libanon så sårbar og fascinerende.
Libanon er blandt verdens ældste vindyrkende nationer. Dem, som skriver vinhistorien, er ret sikre på, at Libanon var det første land i verden, der indledte en egentlig eksport af vin. Fønikierne solgte vin til grækere og romere 1300 f.Kr. Det stoppede, da Islam indtog Libanon i 636, men i 1857 plantede jesuitterne franske vinstokke i Bekaa-dalen. Da Libanon senere blev fransk mandat-område, blev de franske vinstokke brugt til at suge Libanons “terroir” op. Til vanding benyttes smeltevand fra bjergene.
Franskmanden François-Eugène Brun kom til Libanon i 1868 for at udbygge jernbanen mellem Damaskus og Beirut. Men inden længe byggede han Domaine des Tourrelles, og her kommer vi på besøg. Man benytter så få tilsætningsstoffer som muligt, og man bruger stadig de store cementtanke, der gør brugen af netop tilsætningsstoffer minimal. Når solen går ned, sidder vi på terrassen på Palmyra Hotel og drikker dalens bedste rosévin. Og i morgen i Bacchustemplet (vingudens tempel) finder vi en flaske frem. Det ville være foragt for vinguden ikke at smage dalens citronlikør.
Men under vinrankerne i vinslottes baghave dækker de op med lokale oste fra området og frisk brød. Under måltidet bydes der på smagsprøver af stedets vine og Arak. Her må man læse et par vers fra Bibelen. I Højsangen dyrkes kærligheden og sensualiteten i stærkt erotiske vendinger. Og de elskende drikker vin fra Libanon og nyder honning og granatæbler.
Hvis muligt vil jeg supplere ostene med et par krydrede pølser og den helt fantastiske røgede auberginecreme..
Efter vinslottet og frokost kører vi videre mod Anjar. Et magisk sted. UNESCO skriver om ruinerne: “Founded during the Umayyad period under Caliph Walid Ibn Abd Al-Malak (705-715), the city of Anjar bears outstanding witness to the Umayyad civilization.” Det er enestående, fordi dette er den eneste bevarede by fra den tidligste islamiske periode. Byen lå på den vigtige handelsvej mellem Damaskus, Beirut og Aleppo. Over en fjerdel af byen består af handelspladser.
Libanons Kalif Walid er den, som byggede Umayyad Moskeen i Damaskus, og det var ham, som lod de kristne fortsætte med at have kirke i byens gamle Jupiter Tempel. Han byggede også den store moske i Jerusalem, Al-Aqsa. Og Muhammeds moske i Medina. Hans far byggede Klippemoskéen i Jerusalem.
Men historikerne fortæller også om et socialt hjælpeprogram for de fattige og nødlidende. Der er noget at tale om, mens vi slentrer rundt i byen, der blev forladt igen efter kun 100 år. Det er grunden til, at den henligger så original med pladser og badehuse, som dengang islam var ny og ung. Man byggede videre på romersk og byzantinsk byplanlægning. Og så kom min helt Carsten Niebuhr forbi (1766) på vej mod Damaskus. I søjlernes skygge skal jeg fortælle om, hvorfor han er en helt, som jeg dyrker, og et pejlemærke for vores rejse.
Derefter videre mod et af turens absolutte højdepunkter: Baalbek. Her er de største romerske templer, der nogensinde er bygget! Paradoksalt nok i en mindre romersk provins. Historikerne diskuterer hvorfor, og vi vil diskutere med.
Vi skal bo på Palmyra Hotel – for jeres rejseleder et højdepunkt. Der er støvet og ikke blevet malet siden 1. Verdenskrig. Men der er rent sengetøj, og vi må bo her. Jørgen Leth sagde engang: ”Jeg vil gerne invitere jer ind i en stemning.” Velkommen indenfor. Palmyra Hotel blev bygget og indviet i 1874. Alle kom her. Turister, prinsesser og konger. I 1898 kom den tyske kejser Wilhelm II, som valgte at sponsere de første store udgravninger. Dengang hentede man jævnligt genstande fra udgravningerne og anbragte dem på hotellet, hvor de stadig står i dag. Fra terrassen, hvor vi drikker vinen, ser vi direkte over på ruinerne.
Gæstebogen vidner om, at Charles de Gaulle, Atatürk, Kong Faisal I af Irak, Shahen af Iran og Prinsessen af Abessinien fik nøgler udleveret. Og så en dag kom Albert Einstein efter sin nøgle. Senere kom en lang række af verdens førende musikere i forbindelse med Baalbeck International Festival, der begyndte i 1955.
Mytologien sidder i væggene og hænger i luften. Det mente den franske digter Jean Cocteau også. I 1950’erne var han hyppig gæst – i 1960 blev han boende over en måned, måske fordi Ella Fitzgerald og Nina Simone også boede på hotellet. Hans tegninger hænger på væggene. På hans eget værelse har han tegnet direkte på væggen. Efter grundige undersøgelser har vi fundet ud af, at Brigitte Bardot boede på værelse 14. Det er optaget.
Ved sidste besøg var der åbnet en ny restaurant på 2. sal med direkte udsigt til templerne. Vi fik en ret, de kalder Kepe Zgharte. Et brød med indbagt kylling og ris. Zgharte er en landsby i nord, som er berømt for denne anretning. Sidst kom tjeneren hen og spurgte, om jeg var dansk. Det måtte jeg bekræfte. Han spurgte så, om jeg foretrak Odense frem for Esbjerg. Han havde en palæstinensisk fætter i hver by. Han mente, Odense var bedst. Så fik jeg en gratis vandpibe med æbletobak.
Efter spisning samles vi i den gamle opholdsstue på 1. sal i Palmyra Hotel. Rummet har altan og udsigt til Jupitertemplet i ruinfeltet. Er der noget som støvede paladser i månelyset? Vi åbner nogle flere vinflasker. Vi skal høre musik. Libanons største sanger Fairuz og ikke mindst ægyptiske Umm Kulthum. Større bliver en mellemøstlig sanger aldrig. Da hun i 1970 sang sidste gang, havde man sat højttalere op i hele Baalbek by, og da hun som afslutning sang ”Enta Omri” (”You Are My Life”), græd selv de stærkeste mænd i Bekaa-dalen.
Vi vil lytte til dette nummer, mens vi afgør, om vi kan smage det, vinslottet kalder “the iron rich, gravelly and limestone soils are dry-farmed – with snowmelt from the surrounding mountains (…)” Hvis I tillader det, vil jeres rejseleder spille lidt Leonard Cohen, inden cikaderne og søvnen tager magten.
Jeg har det med Baalbek og Palmyra Hotel, som den amerikanske digter Allen Ginsberg havde det med Tanger. Han skrev til sin forfatterven William S. Burroughs i 1957: ”There is something special about Tanger. It is the only place when I am there I don’t want to be anywhere else”.
Umm Kulthum og Fairouz – to af Mellemøstens største sangerinder: den ægyptiske Umm Kulthum (tv) og Fairouz fra Libanon (th).
Umm Kulthum ( أم كلثوم ) live; “Enta Omri”.
I am thinking about you
I don’t say your name, but the wind brings it to me!
And I wish I could start forgetting
But more and more, I keep remembering;
The garden is awaiting you, awaiting you just like yesterday …
You’re not here,
But in the afternoon I hear once again
Steps across the sand
That sound like yours, and they’re approaching …
And close to the evening, when the sun has already set
And the night enters slowly,
That very star appears just for you …
Fairouz’ sang.
I vingårdens have spiserVI lokale oste og smager på slottets vine (foto credit: Helle Brøns)
Ahmed Kassab har set det hele …
Udsigten fra Palmyra Hotel i Balbek.
Jupiter-templets 20 m høje søjler i Baalbek.
Vinguden Bacchus’ tempel i Balbek.
Dag 5
Vi spiser morgenmad på hotellet. Vi sidder i den gamle spisestue, og maden serveres af Ahmed Kassab, der har arbejdet her siden 1958. Denne fine gamle herre har mistet grebet, og det er vel egentlig i orden. Men han har været her. Set det hele.
Måske er det den dårligste hotelmorgenmad, jeg nogensinde har fået – i 2018, hvor jeg tilbragte julenat på hotellet. Jeg havde engang sendt Stine M. fra Stjernegaard Rejser (og det gamle Travelife) forbi hotellet. Hun fik en kylling serveret i samme spisesal. Hun skrev til mig, at den kylling, hun fik serveret, også havde lyttet til Miles Davis i 1967. Ellers elskede hun stedet.
Vi går over til ruinfeltet på den anden side af vejen. Vi giver os god tid og gennemgår historien om Baalbek-templerne. UNESCO skriver: “With its colossal structures it is one of the finest examples of Imperial Roman architecture.”
Jupitertemplet blev bygget i det 1. århundrede til byens og områdets populære hovedgud Jupiter. Han blev også dyrket i Rom, men alligevel må man undres over et tempel, hvis Cella (inderste rum) var omgivet af 54 korintiske søjler med en højde på 20 meter. Der står seks i dag, og de er vildt imponerende. Ikke langt derfra ligger Bacchustemplet med 30 søjler på 19 meter meget flot bevaret.
Det er næsten som systematiseret kosmisk hallucination at vandre rundt her.
Sammen med min gamle ven Mehad, der har vist rundt i ruinerne i mere end 40 år (og det bliver man forståeligt nok lidt skør af), vil vi finde og forstå den originale romerske grundplan. Interessante er også de senere spor fra kirkeombygninger, moskeer og korsriddere. Og Mehad udpeger de blokke, der udgør fundamentet. De vejer over 800-1.200 tons!
I Bacchustemplet vil vi stå på trinnene ind til helligdommen. De trin – og altså den scene – hvor Joan Baez, Miles Davis, Charles Mingus, Fairuz, Umm Kulthum (og alle de andre) optrådte på i årtier.
Inde i vingudens tempel nyder vi den omtalte citronlikør fra gårsdagens vinslot. Sådan må man ære en vingud.
Vi forlader Bekaa-dalen og kører op mod Libanons cedertræer. Vi skal passere et af Anti-Libanons højeste bjergpas, der allerede fra sidst i oktober bliver blokeret af sne.
Vi finder de små lommer af årtusindgamle cedertræer i næsten to kilometers højde. Dybt inde i bjergkæden overlevede enkelte grupper af cedertræer skovhuggernes økser.
Kong Salomon lod i Jerusalem 48 søjler af cedertræ bære templets loft. Den monoteistiske Farao Akhenaton hentede som enhver god skibsbygger sit skibstømmer i Hermonbjergene. Lofterne i Persepolis’ kongehaller (Iran) blev båret af cedertræ.
Inde i skoven vil vi læse digteren Morten Søndergaard og hans søn Sophus Helles gendigtning af en af verdens ældste fortællinger. Dramaet om Gilgamesh. De har oversat det direkte fra kileskrift. Det er næsten 4.000 år gammelt og mere moderne end nogensinde. Et drama om kærlighedens ustyrlighed, venskabets kolossale vigtighed og tragediens uforståelighed. Digtsamlingen udkommer nu i 5. oplag og er blevet en bestseller.
En stor del af dramaet udspiller sig i cedertræskoven. Vi vandrer ind i skoven. Som i et 80’er-maleri af Per Kirkeby skyder stammerne lodret op gennem billedfeltet.
Vi bor på områdets bedste hotel, som om vinteren bruges af skiløbere. Det er nyt, egentlig bare ok, og i gå afstand til Cedertræerne.
Palmyra Hotel Balbek.
Fairouz.
Fairuz فيروز – Bahibak Ya Libnan.
Cedertræ i Libanons bjerge. I Bibelen, 1. Kongebog kapitel 6 vers 18, kan man læse: Cedertræet inde i huset havde udskæringer af græskar og udsprungne blomster. Alt var beklædt med cedertræ, ikke en sten kunne ses.
Vi skal spise frokost i Becharre.
I Karishadalen er det småt med spisesteder, men efter en lang dag er det altså her vi spiser. Restauranten har sit eget destilleri på terrassen. De gør sig meget umage, men her får vi altså den mest kiksede dessert til dato. Kiks med syltetøj.
Dag 6
Vi er i et kristent område. Utallige klostre er gemt i slugter og på bjergsider. Vi starter tidligt. Vi skal finde digteren Khalil Gibrans hus i byen Becharre.
For 25 år siden var min lokale guide en drusisk pige ved navn Badriya (betyder ”som fuldmånen”). Hun introducerede mig med stor begejstring og lokal stolthed for den libanesiske digter Khalil Gibran. Jeg lyttede intenst. Men det virkede ikke, jeg blev ikke draget, forstod det ikke dengang. For nu at være ærlig.
Nok dyrker jeg den arabiske/persiske poesi. Ørkenpoesien fra før Islam er en lystvandring i sensualitet og udviskede spor i sandet. Sufi-digterne Rumi, Saadi og ikke mindst Hafiz er umulige at undvære på en rejse som denne. Men Gibran var simpelthen for meget, når man nu trods alt er født under køligere himmelstrøg. Men der skal på denne rejse gøres et forsøg på at nytænke ham. Måske kan I som medrejsende åbne for en ny og anden læsning. Lad os gøre forsøget.
Vi medbringer hans vigtigste digtsamlinger, ikke mindst Profeten fra 1923. Den blev en kolossal salgssucces og hører til blandt de mest trykte digtsamlinger – i USA den 3. mest solgte nogensinde. Ifølge The New York Times blev der en overgang solgt 5.000 eksemplarer om ugen!
Når vi går rundt på museet og ser hans gravsted, er det måske også værd at huske, at John Lennon var begejstret for Gibran og bruger en sætning næsten ordret fra et digt i sangen ”Julia” (The White Album, 1968). Sætningen “Half of what I say is meaningless, but I say it just to reach you” er hentet fra Gibrans digtsamling Sand and Foam fra 1926. Johnny Cash taler på albummet Unearthed (2003) om Gibran i nummeret ”Book Review”. Elvis Presley forærede digtsamlingen Profeten til mange af sine venner og markerede de digte, han fandt bedst. Og David Bowie omtaler Gibran i sangen ”The Width of a Circle”. Der er ligefrem dem, som mener, at hele albummet The Man Who Sold the World fra 1970 er bygget op over Gibrans poesi. Stof til eftertanke, hvis man afviser ham!
Vi møder min gode ven Farid. Han er maronitisk-kristen, og udover at være uddannet arkitekt er han en af de mest erfarne guider i området. Han bringer os ned til floden i den myteomspundne Karishadal. Vi kører ad grusveje langs floden dybt ind i dalen i nogle ret ringe ombyggede, åbne varevogne. Vi stopper undervejs ved et ”paradis” – helt nede ved floden viser Farid os et sted, hvor en andet vandløb strømmer ud af bjerget længere oppe og løber ned ad bjergsiden mod den egentlige flod. Grøn vegetation og stråler af vand gør bjergsiden til et – ja – paradisagtigt syn.
Vi fortsætter videre ind til det ældste maronitiske kloster – hugget ind i klippesiden. Fra en lille terrasse nyder vi roen og dalens skønhed. Og i et nærliggende kapel skal I høre den besynderlige historie om kvinden, der klædte sig som mand og blev en del af klostret, men som også blev anklaget for voldtægt. En oldkristen historie der indeholder så megen myte og fortrængning.
Byblos har en havn, der er indbegrebet af Middelhavsstemning. De mere velhavende fra Beirut flygter hertil om sommeren og nyder den kølige brise fra havet. Vi bor på det bedste hotel, tæt på havnen og ud til havet.
Man bliver forelsket i Byblos, som måske er verdens ældste by. Alle de største nationer og deres hære har været her og udgydt sæd og blod. Havnen ligger smukt i efterårssolen, og man kan skimte de romerske ruiner på klipperne fem minutters gang derfra.
Med direkte udsyn til havnen – på absolut første parket – ligger Pepe’s Fishing Club. Stedet åbnede i 1962. Her spiser vi om aftenen. De serverer friske fisk, som er hevet op af havet natten forinden. Frank Sinatra, Brigitte Bardot, Marlon Brando, Johnny Hallyday og alle de andre kom her i to årtier. De gamle sort/hvide fotografier på restaurantens vægge fortæller historien, og man forstår godt, hvorfor de drog over Middelhavet for at nyde livet i denne særlige afkrog. Her får man tungsind og tab på afstand – for en tid. Livet kan være så uendelig smukt og enkelt.
Fra restauranten kan man se vores hotel Byblos Sur Mer.
GILGAMESH
Verdens ældste fortælling er blevet nyoversat. Resultatet er et mirakel. Med Sophus Helle og hans far, Morten Søndergaards, nyoversættelse af eposset om Gilgamesh, som udkommer i dag, er dansk kultur blevet beriget med noget forfærdende nyt, varigt og meget, meget gammelt. (…) Unge Sophus, assyriologen, læser kileskrift frit fra lertavlerne, og Morten, digteren, behersker dansk som få i sin generation. At disse to mestre, søn og far, nu bringer Gilgamesh ind i Danmark anno 2019, hører til de mirakler, som gør livet værd at leve.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
Bjørn Bredal, Politiken.
Der stod de og stirrede op på skoven.
De så, hvor høje cedertræerne var,
de så, hvor vejen førte ind i skoven (…)
De så på Cederbjerget,
gudernes hjem, gudindernes tronsal (…)
I tredive meters højde var cederne viklet ind i et væv af lianer,
harpiksen piblede frem og faldt som regn (…)
En fugls kvidren gik gennem skoven,
fuglene svarede hinanden, lyden steg til støj (…)
en due jamrede, en skovdue svarede.
En stork knebrede, og skoven jublede (…).
(Gilgamesh, Gyldendal 2019)
Kahlil Gibran:
Profetens bog
Ruinerne i Byblos.
Brigitte Bardot på Pepes Fishing Club.
Dag 7
I den tidlige morgensol spadserer vi igennem der antikke Byblos. Ruinerne er som et historisk puslespil. Som at se historien igennem en prisme.
Dybt nede i udgravningerne ligger de tidligste bysamfund fra 5000 f.Kr. Og flere ægyptiske dynastier har efterladt smukke obelisk-gravmonumenter.
Fønikierne ”opfinder” alfabetet (1200-1000 f.Kr Dette er en revolution — nu kun 22 tegn med lyd — i stedet for tusinder af billeder. Man kan se flere tiltag til alfabetet i området men på en kiste i en skakt her i Byblos kommer de første lange sammenhængende linier.
I Byblos handlede man med papyrus, cedertræ og vin – blandt andet. Så kommer assyriere og persere. Alexander Den Store indtager byen 332 f.Kr., dernæst romerne. De kristne bygger kirker, og korsridderne indtager byen og bliver smidt ud af Saladin i 1187. Alle har sat deres spor på denne ruinplads— som man kan spadsere henover på en halv time. Vi giver os dog bedre tid og lader hvilen falde på os i det lille romerske amfiteater, der i dag ligger så smukt med udsigt direkte mod havet.
Stedet lægger op til poesi. Jeg vil forslå Henrik Nordbrandt.
Bøn:
Jeg beder dig, jeg beder dig ved alt, hvad vi har elsket.
Ved sommermorgenerne, når vi vågner op i fremmede havne som vi end ikke kunne have forestillet os (…)
Ved nætterne på Middelhavet, hvor de sunkne byer beskrevet af besætninger på et sprog, vi kun dårligt forstod tyngede os som tårer af guld vi ikke kunne græde (…)
(fra Opbrud og Ankomster, Gyldendal 1974)
Hvor mange gange i ens liv sidder man i et lille romersk teater – direkte ud til Middelhavet. Om foråret får cikadernes elskovssag hele området til at dirre.
Vi slutter af på toppen af korsridderborgen. Udsigten elegant og korsridder historien blodig og grum. Men lyspunktet er en kulturudveksling der ofte glemmes. Den vil vi tale om.
Der er kun 42 km. ind til Beirut. Vi standser dog i udkanten af Byblos ”Fuglereden” hvor en dansk nonne — Maria Jacobsen — i sit børnehjem reddede mange hundrede børn efter armenierne blev udsat for folkedrab i Tyrkiet. Vi viser respekt ved hendes grav.
Vi kører nu direkte til restaurant Tawlet. De laver så god mad at de har pop up rundt omkring i Europa. Kvinder og mænd fra forskellige landsbyer kommer ned og laver der favoritter. Mange omtaler det som turens bedste måltid. (https://www.soukeltayeb.com/tawlet/1/tawlet-mar-mikhael)
Som den fine engelske forfatter Kingsley Amis skrev i sin bog Everyday Drinking (1983): “(…) when abroad you drink and eat as the locals do, or there seems not much point in going.”
Vi skal bo sidste nat på Beiruts måske bedste hotel At slutte af i Beirut med luksus, der vel at mærke ikke er indpakket i åndsløst 5-stjernet Hilton konformitet – er ligesom en del af Beiruts hang til nydelse og livsglæde.
Nedenfor hotellet finder vi det gamle Beirut. Gaderne omkring hotellet myldrer med boghandler, vinbarer, konditorier og gallerier drevet af unge fyldt med drømme.
Det er utroligt, at landet hænger sammen. Splittet op i alle de fraktioner, der næsten findes på det religiøse marked. Nærmest mirakuløst har man netop gennemført et demokratisk valg og dannet ny regering. Men i øjeblikket uden præsident. Libanons økonomi er kollapset.
Hizbollah der ellers gerne fremstiller sig som landets sociale redning — kørte en korrupt havn. Et lager af gødning eksploderede. Skaderne ses stadig. Ungdommen drømte om et Libanon rystet fri af de religiøse interesser. De fik startet drømmen — men der er lang vej. Man har stadig over en halv million palæstinensere i landet og langt over en million nye flygtninge, som den syriske præsident og tyran Assad nok slet ikke ønsker hjem!
Men Libanon kæmper og har indtil nu klaret det umulige. Selv Berlingske Tidende blev revet med i en dejlig romantisk gengivelse af virkeligheden. Avisen skrev :” Fænomen et kaldes Det Libanesiske Mirakel : dette lands enestående evne til at vende tilbage til livet oven på altopslugende krige eller opslidende og nervepirrende politiske kriser.”
Den syriske digter Nizar Qabbani kalder Beirut for »verdens elskerinde” og beskriver i en passage, at “hvis man bor i Beirut, dør man aldrig.” Pulsen er høj og livet intenst i denne utrættelige hovedstad, der ligger ud til et glimtende Middelhav. Digteren kalder Beirut “verdens elskerinde” — hun er godt nok dårligt behandlet af sine elskere. Men Libanon ønsker normaliteten tilbage og ungdommen drømmer om at sparke landet i en ny retning.
”Among the high-profile visitors to the Byblos Fishing Club were Swedish actress Anita Ekberg, French acress Brigitte Bardot, American actor Marlon Brando, French singer Johnny Hallyday, Kim Novak, Ginger Rogers, Ann-Margret.”
Udsigten fra vores hotel, Byblos Sur Mer.
Dag 8
Morgenmaden er formidabel. Ingen kritik mulig. Inden kan man tage en dukkert i poolen, som er flot anlagt på tagterrassen, hvor man også har mulighed for at nyde sin morgenmad.
Vi forlader hotellet så sent som muligt
Vi har fået mere tid her sidste dag (fordi vi flyver med Lufthansa). Få hundrede meter fra vores hotel ligger Beit Beirut, som er en smuk bygning fra 20’erne. Engang lå den lige i borgerkrigens frontlinje. Denne Neo-Ottomanske bygning er bevaret med alle sårene fra krigen, som for på den mest forunderlige måde for at minde os om krigens gru. Et lille arkitektonisk mirakel.
Herefter besøger vi det genåbnede Sursock museum.
Alverdens museer og kulturinstitutioner gik sammen om at reparere skaderne efter bomben i havnen.
Da vi besøgte stedet i juni 2023 var det netop genåbnet, og museumsinspektør Helle Brøns og kulturhistoriker og lektor emerita Tania Ørum omtalte det som en stor oplevelse, der samlede hele landets historie. Tania kaldte det et af de bedst formidlende museer, hun havde besøgt! Der skal noget særligt til, før man slutter en rejse af med et museum. Det gør vi, og vi nyder en let anretning i husets spisesalon, inden vi drager mod lufthavnen.
As classy as they come, the Albergo is undoubtedly Beirut’s best hotel and is a wonderful choice for those who can afford the hefty price tag. – skriver Lonely Planet.
Restaurant Tawlet i Beirut.
Albergo Hotel
Litteraturliste Libanon
The Tiller of Waters af Hoda Barakat (American University in Cairo Press)
Disciples of Passion af Hoda Barakat (Syracuse University Press)
De Niro’s Game af Rawi Hage (Harper Perennial)
Huset ved moskeen af Kader Abdolah (Gyldendal)
Bye-Bye Babylon af
Lamia Ziade
(Interlink Graphic)
An Unnecessary Woman af Babih Alameddine (Little, Brown Book Group)
Sitt Marie Rose af Etel Adnan (The Post Apollo Press)
In the Presence of Absence af Mahmoud Darwish (Archipelage Books)
Unfortunately it was paradise af Mahmoud Darwish (University of California Press)
Palestine as Metaphor af Mahmoud Darwish (Interlink Publishing Group)
Superman is an Arab af Joumana Haddad (The Westbourne Press)
Filmliste Libanon
Caramel af Nadine Labaki (Sunnyland Films 2007)
Where do we go now af Nadine Labaki (Sony Pictures Classics 2012)
Rue Huevelin af Mounir Maasri (Né à Beyrouth productions 2011)
Ghadi af Amin Dora (Fortissiomofilms 2013)
The Insult af Ziad Doueiri (Palace Films 2018)
2018 ACADEMY AWARD NOMINEE – Best Foreign Language Film: Capernaum af Nadine Labaki (Sony Picture Classics 2018)
Erased – Ascent of the Invisible af Ghassan Halwani (AFAC 2018)
Se forfilmene (trailer) her
Caramel af Nadine Labaki (Sunnyland Films 2007)
Where do we go now? af Nadine Labaki (Sony Pictures Classics 2012)
Rue Huevelin af Mounir Maasri (Né à Beyrouth productions 2011)
Ghadi af Amin Dora (Fortissiomofilms 2013)
The Insult af Ziad Doueiri (Palace Films 2018)
2018 ACADEMY AWARD NOMINEE – Best Foreign Language Film
Capernaum af Nadine Labaki (Sony Picture Classics 2018)
Erased – Ascent of the Invisible af Ghassan Halwani (AFAC 2018)
Praktisk information
Rejsen er udarbejdet i samarbejde med Stjernegaard Rejser
Alt det praktiske tager de sig af.
Stjernegaard Rejser er i dag en af landets stærkeste arrangører af grupperejser.
Rejsen er sammensat af undertegnede, og hoteller og restauranter og flyselskaber er mine valg.
Dette kunne ikke lade sig gøre uden Stjernegaard Rejsers hjælp.
Bemærk: deltagerantallet er begænset til 14 personer. Garanteret afrejse ved 10 deltagere.
– Tom Christoffersen
Inkluderet i prisen
Fly
København-Beirut
og
Beirut-København
med Lufthansa.
Fuld pension ekskl. drikkevarer.
Alle udflugter, entréer og lokal transport ifølge programmet.
Rejseleder Tom Christoffersen.
Drikkepenge til guider, chauffører og restauranter, lufthavnsskatter og afgifter.
Praktisk informationsmateriale.
Tillæg for ansvarsrisiko og sikkerhedsfond.
Visum er gratis for danskere og fås i Beirut lufthavn ved ankomsten. Man må ikke have israelsk stempel i sit pas.
7 nætter på specielt udvalgte hoteller.
4 nætter i Beirut
1 nat i Baalbek
1 nat i Becarra
1 nat i Byblos
Check evt.:
albergobeirut.com
byblossurmer.com
Læs rejsebeskrivelser i Politiken og Berlingske.
Berlingske:
Beirut blomstrer midt i en krisetid
Politiken:
Roadtrip i Libanon
Ikke inkluderet i prisen
Gouda årsrejseforsikring inkl. sygeafbestilling kr. 1145 per person (over 70 år: tillæg på kr. 360).
Tillæg for bagage kr. 230.
Gouda sygeafbestillingsforsikring uden køb af Gouda årsrejseforsikring: 6 % af rejsens pris.
Ekspeditionsgebyr kr. 200 pr. ordre
Såfremt man ønsker at forlænge opholdet efter endt rundrejse vil der være et tillæg på kr. 250 pr. person, samt evt. ekstraomkostninger i forbindelse med ændring og ombooking af flybilletten.
Pris
8 dages rejse: 23.400 DKK
Enkeltværelsestillæg 3200 kr.
Max. deltagerantal: 14
Garanteret afrejse ved 10 deltagere.
Den lokale guide
Farid Rahme er vores guide ind i Karishadalen. Han er uddannet arkitekt men er en af områdets dygtigste guider. Planlægger du en vandretur sommer eller vinter, er han simpelthen den bedste. Vi har hans kontaktoplysninger.
Det med småt
Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemrejsedatoen.
Der må ikke være israelske stempler i passet.
Udenrigsministeriet fraråder rejser i bestemte områder. Disse områder rejser vi ikke i. En rejse i Libanon stiller specielle krav, da deres økonomi er brudt sammen. Vi har sammen med den lokale agent løst disse problemer.
Bemærk at rejsen d. 2 juni har ændringer i fly og sidste overnatning.
Læs evt. rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet og Storbritanniens rejsevejledning:
Tilmelding
Tilmelding hos Stjernegaard Rejser
E-mail: rejser@stjernegaard.dk
Telefon: +45 45 26 00 00
Du er velkommen til at ringe til Tom Christoffersen på +45 26377210
Bemærk: deltagerantallet er begrænset til 14 personer. Garanteret afrejse ved 10 deltagere.
